Vegetarisk brændende kærlighed er en vegetarisk udgave af den danske klassiker. I denne opskrift har jeg skiftet bacon ud med svampe, fløde og røget paprika. Det smager så skønt og er helt perfekt efterårsmad.
Vegetarisk brændende kærlighed
Vegetarisk brændende kærlighed med smørstegte løg, svampe, soyasauce og fløde. Så bliver det næsten ikke mere lækkert. Brændende kærlighed serveres med kartoffelmos til. Så hvis du også elsker lidt tung, smagfuld mad – så er du nødt til at prøve denne.
Vegetarisk brændende kærlighed
Ingredienser
Kartoffelmos
- 500 g rå kartofler (gerne bagekartofler)
- 20 g smør
- ½-1 dl sødmælk
- salt og peber
Brændende kærlighed
- 4 stk. store løg
- 20-40 g smør
- 200 g champignon
- 3-4 tsk. soyasauce
- 1 dl piskefløde
- 1 drys røget paprika
- 1 tsk. paprika
Topping
- bredbladet persille
Sådan gør du
Brændende kærlighed
- Start med at skære løg i halve og derefter i skiver. Kom smør på en pande og steg løg – de må ikke blive brune, men skal være klare. Lad dem småstege i cirka 10-15 minutter.
- Vask champignon godt og skær i skiver. Tilsæt til panden og lad det stege i cirka 5 minutter.
- Tilsæt soyasauce, piskefløde og krydderier. Lad det simre til det er kogt ind. Smag til med salt.
Kartoffelmos
- Kartoflerne skrælles og bringes i kog i usaltet vand. Koges til de er møre.
- Mos kartoflerne med smør og mælk. Du kan også hurtigt piske det med en elpisker – pisk dog ikke for længe, så bliver kartoffelmosen 'sej'. Smag til med salt og peber.
- Server retten med kartoffelmos og top med bredbladet persille.
Noter
Vegetariske simreretter
Hvis du også elsker lidt tunge og klassiske retter, så kan jeg især anbefale dig at prøve min vegetar bourguignon og vegetarisk gullash. Begge er klassikere, som jeg har lavet i en vegetarisk version.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
13 Kommentarer
Hej ☺
Jeg blev nysgerrig efter hvad vegetarisk brændende kærlighed er og kiggede forbi selvom jeg ellers spiser kød ☺
Og tænkte jeg ville give et forslag ☺
Jeg ville savne røg smagen fra bacon, men jeg tror røget paprika ville give en lækker smag og “kompensere” for baconen ☺
Bare en tanke..
Røget paprika ville vær en god idé! :-) Tak for det!
Vi har lige afprøvet den Brændende kærlighed og den smager fremragende. Den er den perfekte optakt til vores kærestedag i morgen. (Det har varet siden siden 1978). Den er en sikker vinder.
Hvor er det dejligt, at I kunne lide opskriften. Tusind tusind tak.
Virkelig lækker. Den skal helt sikkert prøves igen.
Tak for dine gode opskrifter. De kan lokke vegetar dage i vores eller kødglade familie.
Tak, hvor er det dejligt at opskriften kunne bruges.
Brændende kærlighed
Hej Gitte, jeg tror at der mangler lidt i din kommentar :-)
Brændende kærlighed
Elsker dine opskrifter. Jeg synes dog mængden af kartoffelmos er meget lille i denne opskrift
Hej, det vil jeg da lige rette til så :-)
Jeg ville tilføje rodfrugter eller blomkål til mosen
Det kan man også sagtens :-)