Vegetarisk mad på grillen – for hvad griller en vegetar mon? Selvom grillmad for mange rimer på grillede pølser, så er der virkelig mange lækre muligheder for vegetarisk grill.

Vegetarisk på grillen
Men hvad griller en vegetar? Jeg er ret vild med grillede grøntsager og jeg vil derfor gerne komme med lidt bud på, hvad jeg griller som vegetar. Kom gerne med flere bud, hvis I har nogle gode idéer. Jeg vil opdatere her løbende, når jeg finder på flere grillopskrifter.
Vegetariske grillspyd
Én klassiker til grillen er grillspyd. Grillspyd er nemme at lave vegetariske, da du kan komme dine yndlingsgrøntsager på. Jeg er særligt vild med peberfrugt, squash og løg. Prøv også med svampe – det giver også en skøn smag. For ikke kun at have grøntsager på spyddet, så tilsæt gerne halloumi. Halloumi kaldes også for ‘grillost’, da den ikke smelter ved opvarmning. Vend gerne det hele i denne grillmarinade.
Grøntsager på grillen
Ud over grillspyd, så er grillede grøntsager også virkelig lækkert. Især aubergine og squash. Du behøver slet ikke at krydre dem, men jeg synes de er lækrest hvis de kommer i salt-bad i 10 minutter. Skyl salt af efterfølgende i koldt vand og grill dem derefter. Så er konsistensen mere fast.
Grillet halloumi
Hvis du ikke har prøvet at grille halloumi-ost endnu, så kan jeg kun anbefale det. Det har en fantastisk konsistens og smager skønt salt. Det kræver ingen tilberedning, men skal blot skæres i skiver og så grilles. Halloumi bliver sprød uden på når den grilles – og smelter ikke. Jeg bruger den som den er, men du kan sagtens krydre det. Sørg for at halloumi er blevet godt gyldent inden du vender det, ellers kan det godt hænge fast i grillristen.
Sommersalater til grill
Sommersalater er det perfekte tilbehør til sommerens grill. Især dem med vandmelon – fx denne sommersalat med vandmelon og feta. Ellers kan jeg anbefale denne nemme sommersalat til grill. Derudover er min hjemmelavede kartoffelsalat en ægte grill-klassiker.

Majskolber på grillen
Majskolber er næsten obligatoriske til en grillaften. Grill dem og server dem med hvidløgssmør eller hvidløgsdressing til.
Dressinger til grill
Herhjemme er fetadippen haydari verdens bedste dressing og vil passe helt perfekt til grillmad. Ellers kan jeg anbefale en simpel dressing med ketchup eller selvfølgelig min mors tzatziki.

Følger du med på Instagram? Ellers er du velkommen til at følge med. Her deler jeg endnu flere madbilleder.