Grove bagels – lækre seje bagels

af Stinna
Grove bagels - lækre seje bagels

Grove bagels – lækre seje bagels.

Disse bagels er lækre sprøde udenpå og indeni er de seje og bløde – så de er lige, som en ægte bagel skal være. For ikke så længe siden prøvede jeg at bage bagels for første gang. Jeg har derfor fået inspiration til disse grove bagels, som er bagt med rugmel og hvedemel.

Opskrift på bagels

Jeg har altid troet, at det var besværligt at bage bagels. Det er det slet ikke, selvom opskriften lige kræver, at bollerne koges inden de kommes i ovnen. Men selve teknikken er nem og hullet i bollen laves blot ved at stikke en finger igennem og rive lidt i dejen – nemt ikke?

Herunder er opskriften på mine grove bagels. Jeg har valgt at bruge rugmel, da det var det jeg lige havde. Men du kan sagtens bruge grahamsmel eller andet tror jeg – jeg har bare altid rugmel i mit køkkenskab, for jeg bager ofte disse små rugbrød. Derudover har jeg tilsat en smule sukker til kogevandet. Efter at have læst på flere amerikanske blogs nævnte flere, at det giver en sprødere skorpe og mere skinnende bagels – jeg blev ret tilfreds med resultatet, så det vil jeg gerne anbefale videre. Hvis du har en surdej i køleskabet, så smid endelig et par spsk. i også – det giver en dejlig smag!

Grove bagels – lækre seje bagels

Forb. tid30 minutter
Tilb. tid25 minutter
Hævetid1 time
Ret: Bagværk
Køkken: Vegetarisk
Antal: 10 stk.
Forfatter: Stinna
Ingen stjerner endnu

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 4 dl lunkent vand
  • 1 spsk. groft salt
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. sukker / sirup
  • 3 dl rugmel
  • ca. 7 dl hvedemel

Kogevand

  • tilsæt lidt sukker til kogevandet

Pensling

  • 1 sammenpisket æg.
  • Drys med kerner.

Sådan gør du

  • Kom gær og vand i en skål. Rør det godt sammen. Jeg bruger min røremaskine til denne opskrift, men du kan nok også godt gøre det i hånden – de bliver bare bedst af at blive æltet rigtig godt.
  • Tilsæt salt, olivenolie og sukker. Rør det rundt.
  • Tilsæt nu alt mel og ælt det godt. Jeg satte min maskine til at køre for fuld hastighed i ca. 10 minutter. Dejen skal gerne slippe kanten. Hvis din dej er for klistret, så tilsæt mere hvedemel. Den må gerne være lidt klistret, men du skal kunne forme bollerne af den efter hævning.
  • Sæt nu dejen til at hæve 1-2 timer et lunt sted med et viskestykke over. Dejen skal hæve op til næsten dobbelt størrelse.
  • Efter hævning:
  • Når den time er gået deles dejen i 10 stykker. Hvert stykke formes til en lille bolle.
  • Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft).
  • Find en stor gryde frem og tilsæt vand. Bring vandet i kog og tilsæt lidt sukker – jeg har ikke tal på hvor meget, men bare en smule. Dette skulle få overfladen til at blive ekstra sprød og skinnende.
  • Prik hul i bollerne med en finger. Stræk med dine fingre, så hullet bliver en smule større.
  • Kom dine bagels ned i kogevandet (2 ad gangen). Giv dem ca. 1 minut på hver side og vend dem med en gaffel. Fisk dem op igen med en gaffel og placer dem på et bagepapir.
  • Fortsæt med alle bollerne.
  • Pensel bollerne med sammenpisket æg og drys med kerner – jeg brugte nigellafrø og sesamfrø.
  • Kom bagepladen i ovnen. Herhjemme fik de mellem 20-25 minutter, men hold øje med dem. De skal være gyldne, men må heller ikke få for længe i ovnen.
  • Lad dem køle (lidt) af inden de spises.
  • Velbekomme.

Frysning af bagels

Dem du ikke lige får spist på dagen kan sagtens fryses – så skal de blot varmes i ovnen, så er de virkelig gode igen. Bagværk med gær bliver hurtigt tørt og kedeligt, så jeg fryser (næsten) altid mit brød ned og luner det igen.

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.