Groft rugbrød bagt med surdej. Skønt rugbrød med en masse kerner og fyldt med smag – og så er det nemt at lave. Endelig er det lykkes mig at bage et virkelig godt rugbrød. Min farmor bager verdens bedste rugbrød, men hver gang jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter, har jeg slet ikke fået er resultat, der var i nærheden af hendes. Men nu har jeg forsøgt mig med min egen opskrift, som jeg virkelig synes er god, er godt groft og så er det virkelig nemt at lave.
Opskrift på rugbrød med surdej
Dejen til dette rugbrød skal blot blandes sammen om aftenen, kommes i en form og så skal det stå på køkkenbordet natten over. Der skal hverken bruges røremaskine eller røres noget i på anden dagen. Man skal have lidt tålmodighed – dejen til rugbrødet skal nemlig stå i 12 timer. Men så er der også det lækreste rugbrød fyldt med smag. Surdejen giver rugbrødet den lækre syrlige smag, som kendetegner et godt rugbrød.
Groft rugbrød bagt med surdej
Opskriften (måske nærmere fremgangsmåden) er inspireret af en opskrift fra Camilla Plum. Det er her jeg har fået idéen med at lade det stå og hæve på køkkenbordet i 12 timer. Den fremgangsmåde virker for mig og det tager virkelig nærmest ingen tid lige at røre sammen. Jeg smovser en del første dag rugbrødet er bagt og så fryser jeg resten ned i portioner, så vi altid lige kan tage nogle skiver rugbrød op fra fryseren. Denne fremgangsmåde virker hjemme hos mig – så undgår jeg et rugbrød der revner under bagning.
Til dette rugbrød har jeg anvendt rugmel, hvedemel, skårne rugkernes, honning, kerner og salt. Jeg har ikke tilsat ristet malt. Men hvis du ønsker en mørkere farve, så kan dette sagtens tilsættes. Ellers tilsætter nogle sovsekulør, for at få et mørkere rugbrød.
Så hvis du også har været på jagt efter et godt og virkelig nemt rugbrød, så kan jeg anbefale denne opskrift. Dette er faktisk den opskrift, som jeg altid bruger herhjemme nu. Den virker hver gang.
Rugbrød med surdej og kerner
Ingredienser
- 2 dl surdej den skal boble og være aktiv
- 4 dl skårne rugkerner
- 5,5 dl koldt vand
- 2,5 dl hvedemel
- 4 dl rugmel jeg bruger en grov variant
- 1/2 spsk. honning eller sirup
- 1 dl hørfrø
- 1,5 dl solsikkekerner
- 1 lille spsk. groft salt
- lidt olie til formen og 1 spsk. smør til pensling
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen i en skål, jeg brugte bare en stor ske.Dejen skal være lidt tyk, men ikke helt fast. Måske som tyk havregrød.
- Kom lidt olie i rugbrødsformen og sørg for, at kanterne er smurte med olie. Formen skal være en ok størrelse. Mit rugbrød fylder ca. halvt op i formen.
- Kom dejen i formen og kom et vådt viskestykke over. Lad formen stå på køkkenbordet (ved stuetemperatur) i 12 timer.
- Når de 12 timer er gået og dejen er hævet en del, så er det klart til at blive bagt. Nogle kloge hoveder siger, at man kan holde øje med, om dejen har fået små bobler/huller i overfladen - så er det klart til at blive bagt.
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn).
- Prik brødet ca. 20 gange med en tynd pind - fx enden af et stegetermometer. Du skal prikke helt ned til bunden, dette for at undgå at skorpen hæver sig fra brødet.
- Når ovnen er varm, kommes brødet ind på en bageplade midt i ovnen.
- Bages i ca. 65-75 minutter, alt efter din form. Hold øje med det. Det skal være gyldent ovenpå. Hvis du har et termometer, så skal et rugbrød gerne være 97-98 grader i midten, så er det færdigt.
- Tag rugbrødet ud af ovnen og ud af formen.
- Pensel toppen med 1 spsk. smør, så det smelter.
- Lad rugbrødet køle af - ifølge Camilla Plum skal det stå i 4 timer, før du må skære af det - så er du helt sikker på, at det er nemt at skære i.
- Opbevares i en pose på køkkenbordet når det er kølet af.
- God bagelyst.
Hvis du også er ret vild med rugbrød, så er disse opskrifter måske også noget for dig?
20 Kommentarer
Uhm, det kan næsten duftes. Og så lige med en skive ost.
– A
Tusind tak – det smager SÅ godt med smør og ost på :)
Hvis ens form ikke er så stor som krævet, er det så muligt at gemme dejen til en nr.2 omgang? evt i køleskabet, uden at det tager skade? :)
Det tror jeg sagtens at du kan – men jeg har ikke selv prøvet det :-)
Hvordan laver du selve surdejen? Jeg har forsøgt mig før, men har svært ved at holden den i live.
Surdejen er en jeg har fået af min far. Jeg har desværre heller ikke gode erfaringer med selv at starte en surdej op. Men jeg holder den i live ved at fodre den med rugmel en gang om ugen ca. og så har jeg den bare på køl :)
Rugbrødet bliver så dejligt sprødt, men når jeg fryser en portion ned, så synes jeg den gode skorpe bliver blød og kedelig når jeg tør det op igen – er det normalt eller har du et fif til hvordan jeg bevare den sprøde skorpe efter frys? ☺️
Hej Frederikke, det har jeg slet ikke bemærket. Det vil jeg prøve næste gang jeg fryser det :-)
Et alternativ kunne være hurtigt at komme det i ovnen når det er tøet op, men det fungerer jo ikke, hvis man har skåret det i skiver.
Hvor ser det godt ud, det må være næste rugbrødsopskrift, jeg skal have prøvet af Jeg har pt. knækkede rugkerner i køkkenskabet – ved du, om de kan bruges i stedet for de skårne? Jeg har ikke styr på, hvor stor forskel der er. Og sætter du rugkernerne i blød, før du rører ingredienserne sammen?
Mange tak :-) Uden at være helt sikker, tror jeg at de skårne er mere lige stykker, hvor de knækkede er i alle størrelser. Jeg tror dog godt at du kan bruge de knækkede heri – men igen, jeg er ikke sikker. Nej jeg sætter dem ikke i blød, de bliver bløde af at stå i dejen i 12 timer. Dog er de stadig med bid i.
Må man ikke få din opskrift på surdej?
Hej Lone. Jeg har desværre ingen opskrift, da jeg har fået min surdej af min far.
Mega lækkert rugbrød ! Klart min nye favorit ved du om der sker noget hvis jeg laver rugbrødet og sætter i form på køkkenbordet og først bager det til middag dagen efter ? Tænker om det kan hæve for meget ?☺️
Ej hvor dejligt at høre, mange tak :-) Det kan godt hæve for meget og vil så falde sammen. Jeg har dog desværre ikke selv forsøgt. Skriv gerne hvis du får det afprøvet.
Mit første rugbrød og det blev næsten perfekt (jeg var lidt for fedtet med salt). Tak for en super opskrift. Til jer der spørger om surdej, så er denne instruktion virkelig god. Har selv brugt den til min første surdej der kører perfect på 3 måned. https://www.theclevercarrot.com/2019/03/beginner-sourdough-starter-recipe/
Dejligt at høre, mange tak :-)
Og skønt med guiden til surdej – den håber jeg andre kan få glæde af.
Dejlig nem opskrift. Fik et lækkert brød (har en helt ny surdej)
Har et spørgsmål, mit brød var ligesom tørt på toppen og jeg fik en masse hårde toppe efter det var bagt. Dit er mere glat, har du glattet det ud eller hvordan har du fået den glatte overflade?
Dejligt at den kan bruges :-) Du kan sagtens klatte overfladen ud med lidt våde hænder, så bliver overfladen mere jævn.
Ingen oplysning på størrelse af bage form?? Jeg er ikke ligefrem bage ekspert så mangler lidt hjælp
Hej, jeg bruger en klassisk rugbrødsform. Mener den er cirka 11 x 30 cm :-)