Rødbedesuppe med ingefær og kokosmælk. Det er virkelig koldt ude i disse dage og jeg har haft lyst til suppe i nogle dage nu.
Rødbedesuppe med ingefær og kokosmælk
Jeg lavede forleden denne suppe, som består af karrypasta, kokosmælk og rødbede. Rødbede er måske en lidt speciel ingrediens i sådan en suppe her, men smagen bliver SÅ god og så havde jeg køleskabet fyldt med rødbeder, som snart skulle bruges. Rødbeder er nemlig sunde og så er de virkelig billige lige nu – så brug dem endelig i suppe også.
Jeg har valgt at blende suppen, så den får den fineste røde farve. Herhjemme spiste vi suppen med en nybagt bolle til, men man kan sagtens komme nudler, kikærter eller andet i.
Suppen her gav en stor gryde fuld. Alt efter hvad I spiser til, vil jeg tænke at der er til 4 personer. Den smager faktisk bedre af at have stået i køleskab en nat, så får den en mere kraftig smag – så lav endelig portionen så stor, at der også er til dagen efter. Derudover kan den sagtens fryses, så der er til nem aftensmad en anden dag.
Hvis du, som jeg, har en masse rødbeder liggende i køleskabet, så kan du også prøve at lave denne: Vegetarisk borscht – suppe med rødbede og Rødbedehummus.
Opskriften er forresten vegansk, altså lavet uden mælkeprodukter.
Nu til opskriften på asiatisk rødbedesuppe med kokosmælk:
Rødbedesuppe med kokosmælk og ingefær
Ingredienser
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 2 x 2 cm frisk ingefær
- 2 tsk. rød karrypasta måske mere
- 400 g rødbeder
- 4 dl vand gerne med 1 grøntsagsboullion-terning i
- 1 dåse kokosmælk
- 1 spsk. soyasauce
- salt
- saft af 1 lime
Sådan gør du
- Skær løg i tern, hvidløg og ingefær i små stykker. Du behøver ikke at hakke det for fint, for suppen skal blendes.
- Kom løg, hvidløg og ingefær i en gryde med olie. Tilsæt karrypasta. Lad det stege lidt.
- Skræl rødbederne og skær dem i tern. Kom dem i gryden.
- Tilsæt vand og kokosmælk.
- Lad suppen koge til rødbederne er møre.
- Blend suppen og kom den tilbage i gryden.
- Smag til med soyasauce, salt og lime (den kræver en del, pga. den søde rødbede)
- Spises med nudler, forårsløg eller en nybagt bolle.
- Velbekomme!
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag. Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål eller feedback til opskriften. Hvis du laver min mad, vil jeg elske at se et billede af det på instagram.
2 Kommentarer
Det lyder som en lækker suppe – og hvor er det flotte billeder! Er helt vild med det øverste billede. Så fint!
Hvor er du sød , mange mange tak :)