Sund koldskål med skyr er en utrolig nem og lækker opskrift på hjemmelavet koldskål.

Opskrift på sund koldskål med skyr
Leder du efter en opskrift på en lidt sundere koldskål? Så er denne måske noget for dig. Denne koldskål er nemlig lavet med skyr og kærnemælk, som blot piskes sammen. Jeg har valgt at søde med vaniljesukker og lidt almindeligt sukker. Men dette kan du sagtens skifte ud med fx lidt agavesirup – eller måske endda en smule sødemiddel. Jeg elsker smagen af citron i koldskål, så derfor har jeg tilsat både citronsaft og citronskal til denne opskrift.
Server din koldskål med frisk frugt, ristede havregryn – eller måske kammerjunkere.
Koldskål med skyr
Ingredienser
- 4 dl neutral skyr
- 4 dl kærnemælk
- 2 spsk. citronsaft
- 1 tsk. revet citronskal
- 4 tsk. vaniljesukker
- 1 spsk. sukker
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne i en skål. Pisk det sammen med et piskeris.
- Server med ristede havregryn, frisk mynte og hindbær. Velbekomme!
Opskrift på koldskål uden æg
Denne opskrift er lavet helt uden æg. Du slipper derfor på at skulle bruge lang tid på at piske. Derfor synes jeg også, at denne koldskål med skyr er nemmere at lave, end en klassisk koldskål.

Du er også meget velkommen til at kigge forbi på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

