Små Sarah Bernhardt kager i en glutenfri og mælkefri udgave. Disse små kager lavede jeg sammen med min moster og kusine i sidste weekend, hvor vi havde besluttet os for at holde en lille bage-dag. Vi har længe haft Sarah Bernhardt kager i tankerne og vi besluttede os for at afprøve en glutenfri og mælkefri udgave – og de blev så gode, at jeg gerne vil dele opskriften med jer her på bloggen.
Normalt er Sarah Bernhardt kager lavet med en chokolade-flødeskum og en makronbund. Min moster spiser ikke gluten og mælkeprodukter og derfor var det oplagt at lave en version uden. Vi har brugt en soyafløde til at lave cremen og ellers lavet en mandel-kokossukker bund. De blev ret hurtigt spist og de blev virkelig gode – og de smager virkelig skønt med en kop kaffe til.
Som sagt er disse Sarah Bernhardt kager lavet med en soyafløde istedet for almindelig fløde. Men da soyafløde ikke kan piskes helt ligeså fast som almindeligt flødeskum, så har vi vendt vores fløde sammen med pisket æggehvide og til sidst vendt det med smeltet mørk chokolade. Det gav en skøn cremet skum, som også holdt sin facon dagen efter. Jeg har ikke testet om de kan holde flere dage end det, da de alle var væk dagen efter. Jeg har taget lidt billeder undervejs i processen, så I kan se konsistensen på vores mousse/creme og hvordan kagerne så ud, inden der kom chokolade på.
Som jeg har skrevet herunder, så brugte vi mandelmel. Vi malede det ikke selv, men købte noget der var malet i forvejen. Hvis du har en god blender kan du nok godt selv male det, men det har vi ikke afprøvet.
Nu til opskriften på glutenfri Sarah Bernhardt kager. Der bliver lidt flere bunde end der er skum, men så er der til en smagsprøve undervejs.
Glutenfri Sarah Berhardt kager
Ingredienser
bund
- 100 g mandelmel vi brugte mandelmel der var malet fint fra start
- 4 tsk. kokossukker
- 1,5 æggehvide vi brugte pasteuriseret, men er ikke nødvendigt
Fyld
- 100 g mørk chokolade
- 1,5 æggehvide vi brugte pasteuriseret
- 2 tsk. kokossukker
- 1 dl soyafløde den piskbare fra Alpro
- 4 dråber citronsaft gør fløden ekstra fast
Overtræk
- 160 g mørk chokolade omkring 70%
Sådan gør du
- Først laves bundende.
- Kom mandelmel, kokossukker og æggehvide i en skål og bland det godt sammen.
- Kom dejen på en bageplade beklædt med bagepapir i små kugler, vi fik ca. 14 bunde ud af dejen. Smør dem ud, så de danner små cirkler ( de flyder ikke ud, så lav dem i den størrelse du vil have dem).
- Sæt dem i ovnen og bag dem til de er gyldne, det varer omkring 10 minutter.
- Nu skal fyldet laves.
- Kom chokolade i en skål og smelt det over vandbad. Lad det køle lidt af bagefter.
- Pisk æggehvide stift sammen med kokossukker. Vi brugte en håndmixer.
- Sæt skålen til side og pisk nu soyafløde i en anden skål. Tilsæt citronsaft og pisk det. Det kan godt tage noget tid, før det er helt stift.
- Vend nu det (lidt afkølede) chokolade sammen med æggemassen og flødeskummet.
- Kom moussen på bundene, vi brugte en ske.
- Nu skal kagerne sættes på køl eller gerne frys i 20 minutter.
- Imens smeltet chokoladen til overtræk.
- Når kagerne er kolde, skal de overtrækkes med chokolade. Vi overtrak dem ved at placere dem på en gaffel over en skål og så overhælde dem med chokolade. Kom dem på en plade beklædt med film eller bagepapir og lad dem størkne.
- Spises afkølede og opbevares på køl.
4 Kommentarer
De ser super lækre ud! her i huset elsker vi Sarah Bernhardt kager :p. Jeg ville lige høre, om du ved, hvorvidt man kan erstatte æggehvide med noget? Jeg er veganer, så jeg spiser ikke æg.
Mange tak skal du have :-) Jeg har ikke selv forsøgt, men jeg ved at nogle pisker vandet fra kikærtedåser med sukker – så kan det blive lidt som æggehvide/sukker blanding.
Hej Stinna. Lækker opskrift, den skal afprøves. Kan man mom bruge almindelig fløde frem for soyafløde? Mvh Maria
Mange tak skal du have. Det tror jeg sagtens at du kan (eller det er jeg ret sikker på, det er det man bruger normalt) :-)