Koldskål med flødeskum er virkelig en sommerspise. Denne opskrift på koldskål er med kærnemælk, tykmælk, vanilje og æg. Herhjemme toppes koldskål med flødeskum, friske jordbær og kammerjunkere. Det her er den bedste, mest cremede og skønne koldskål. Der er nemlig flødeskum i selve koldskålen – og den idé stammer fra min søsters ungdomskærestes familie – og det tip har jeg taget med mig.
Hjemmelavet koldskål med flødeskum
Der findes mange opskrifter på koldskål. I min familie kan vi godt lide en lidt tyk og sød variant, hvor vi kommer både kærnemælk, tykmælk, flødeskum, æggeblommer og vaniljesukker i koldskålen. Flødeskummet er med til at give koldskålen en tyk og luftig konsistens – og så passer det bare perfekt til de øvrige ingredienser.
Herunder kommer mit bud på den bedste opskrift på koldskål. Jeg håber at I vil kunne lide den. Den er ret god på lune sommeraftener eller som dessert efter en omgang grill. I min familie bliver portionen lynhurtigt spist. Faktisk er sommeren først startet, når vi har fået lavet en hjemmelavet udgave af koldskålen.
Koldskål med flødeskum
Ingredienser
- 4 spsk. sukker
- 4 stk. æggeblommer
- 2 spsk. vaniljesukker
- 1 L kærnemælk
- 0,5 L tykmælk
- 1,5 dl piskefløde, pisket til flødeskum
Topping
- 1,5 dl piskefløde, pisket til flødeskum
- kammerjunkere
- friske jordbær
Sådan gør du
- Start med at piske æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps.
- Pisk kærnemælk og ymer i – eller rør det i.
- Pisk flødeskum i en skål og vend det forsigtigt i koldskålen.
- Server koldskålen med kammerjunkere og friske jordbær.
Koldskål med æg
Men hvordan laver man koldskålen? I denne koldskålsopskrift er der æg i. Æggeblommerne piskes sammen med sukker og vaniljesukker, til det bliver til en luftig æggesnaps. Derefter røres de øvrige ingredienser i – og til sidst vendes flødeskummet i.
Hvor længe kan koldskålen holde sig?
Holdbarheden på denne koldskål er cirka 2-3 dage i køleskab. Herhjemme er det dog lynhurtigt spist. Men hvis du har en rest tilbage, så kom det i en skål eller bøtte med låg til. Så kan det sagtens spises bagefter. Faktisk synes min morfar, at den smager endnu bedre dagen efter.
Koldskål med citron
Ifølge min familie skal der ikke citron i koldskålen – så derfor er denne opskrift helt uden citron. Du kan dog sagtens tilsætte lidt frisk citronsaft eller revet citronskal. Ellers kan du prøve at blende de friske jordbær i, det giver en skøn smag og fin lyserød farve.
Koldskål med fløde
Koldskålen er lavet med pisket flødeskum, som vendes forsigtigt i koldskålen. Det giver simpelthen så cremet og lækker en konsistens, som slet ikke er tynd og vandet som dem man køber. Hvis du ikke har prøvet det, så kan jeg kun anbefale det.
Topping til koldskålen
Hvis du ikke lige har nogle kammerjunkere liggende, så prøv også at riste lidt havregryns-knas på en pande. Det smager skønt som topping til koldskålen og er genialt, hvis man har glemt at købe kammerjunkere. Hvis du vil prøve en variant uden mælk og æg, så prøv gerne min veganske udgave.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.