I dag vil jeg gerne dele opskriften på den skønne cremede koldskål, som er lavet helt uden mælk. Det var egentligt bare et lidt sjovt projekt hjemme i mit køkken, men det endte med at blive så vellykket, at jeg gerne vil dele opskriften med jer. Koldskålen smager som én normal koldskål og har den cremede tykke konsistens, som én koldskål får når der tilsættes lidt flødeskum. Sammen med de sprøde kammerjunkere er dette den perfekte sommerdessert og jeg spår, at jeg kommer til at lave det en del gange denne sommer.
Opskrift på vegansk koldskål
Nu er jeg jo ikke veganer, men jeg synes det er sjovt at udfordre mig selv i køkkenet. Derfor blev denne koldskål lavet og er lavet af soyayoghurt, soyamælk og soyafløde. Alle ingredienser som større supermarkeder er begyndt at få. Opskriften er ikke sukkerfri, da produkterne indeholder tilsat sukker, men jeg synes stadig den kan få en plads herinde – det er jo trods alt en dessert.
Uhm. Denne koldskål er altså så cremet og smager virkelig virkelig godt. Se bare hvor fint kammerjunkerne ligger på den tykke koldskål. Hvis du er til en tyndere variant, kan soyafløden naturligvis bare undlades.
Vegansk koldskål
Ingredienser
koldskål:
- 3 dl soyayoghurt med vanilje-smag
- 2 dl soyamælk uden sukker
- 1/2 tsk. citronskræl af én økologisk citron
- 3 spsk. citronsaft
- 1 dl soyafløde piskbar
topping:
- kammerjunkere
- friske hindbær
- friske blåbær
- lidt citronskræl
Sådan gør du
- Kom soyayoghurt, soyamælk, citronskræl og citronsaft i en skål og bland det godt rundt.
- I en anden skål piskes soyafløden til flødeskum.
- Vend skummet i koldskålen og bland det godt.
- Serveres med kammerjunkere, friske bær og eventuelt lidt citronskræl.
- Velbekomme!
2 Kommentarer
Det ville have været så skønt med en opskrift på de sundere kammerjunkere! Håber sådan, du har den!
Venlig hilsen Inge.
Hej Inge, desværre fik jeg en kommentar om, at de smuldrede. Så jeg skal lige have dem testet igen :-)