Skøn og frisk citrussalat med appelsiner, grape, granatæblekerner og kaneldressing. Salaten er toppet med frisk bredbladet persille og ristede mandler.
Salaten blev herhjemme spist til frokost, sammen med nogle vegetarfrikadeller og ristede kikærter. Men faktisk tænker jeg, at den vil passe perfekt til en middag med mellemøstligt tema – fx med falafler. Eller måske som et frisk element til brunch?
Salaten er inspireret af en skøn appelsinsalat. Jeg har dog lavet lidt om i den og har tilføjet en skøn kaneldressing, som lige giver salaten lidt ekstra smag.
Jeg har angivet at der er til 4 personer herunder, hvis salaten spises som tilbehør til en middag.