Pandestegte falafler med søde kartofler. Herhjemme spiser vi ret ofte falafler og selvom jeg elsker dem jeg oftest laver, så er det altid lidt sjovt at finde på nye opskrifter. Da min grøntsagsskuffe indeholdt nogle søde kartofler jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til, endte de med at komme i min falafel-dej og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver denne slags falafler.
De søde kartofler bidrager med smag og skøn konsistens til falaflerne. Jeg var lidt nervøs for, at falaflerne ville blive for søde – men det gjorde de ikke! De smagte virkelig godt og blev spist med brød, hvidløgsdressing og salat til.
Jeg har lavet falaflerne med kikærter fra dåse. Det kan der være delte meninger om, men jeg synes det fungerer bedst i en travl hverdag, at jeg kan bruge kikærter på dåse. Til falaflerne spiste vi pandebrød med kikærtemel og hvidløgsdressing.
Falafler med søde kartofler
Ingredienser
- 500 g sød kartoffel
- 3 dl havregryn finvalsede
- 1 stk. dåse kikærter
- 1 stk. æg
- 1 stk. løg
- 2 fed hvidløg
- 1 stk. stor håndfuld bredbladet persille
- 2 tsk. spidskommen
- 1 tsk. tørrede koriander
- 1 tsk. salt
- 2 spsk. citronsaft
- eventuelt lidt rød chili.
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Vask de søde kartofler og prik i skrællen med en gaffel.
- Kom dem i ovnen og bag dem i ca. 20-30 minutter, til de er møre.
- Skær kartoflerne op og tag indmaden over i en blender. Skrællen skal ikke bruges.
- I blenderen tilsættes havregryn, kikærter, æg, løg, hvidløg, persille, spidskommen, koriander, salt og citronsaft. Blend det hele godt sammen. Hvis du ikke har en blender, så brug en foodprocessor eller stavblender.
- Kom olie på en pande. Start med at stege én falafel, for at smage om der er nok krydderi i.
- Steg resten af falaflerne til de er gyldne.
- Spises med pandebrød og dressing.
- Velbekomme!
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag. Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål eller feedback til opskriften. Hvis du laver min mad, vil jeg elske at se et billede af det på instagram.
11 Kommentarer
Dem må jeg prøve ved næstkommende lejlighed!
Jeg håber at du kan lide dem :-)
Jeg synes det lyder super lækkert! Glæder mig til at prøve. Min kæreste er ikke så vild med kikærter. Bidrager kikærterne mest til konsistensen eller smagen?
Tak for en masse inspiration og gode opskrifter. Jeres opskriftsbog er jeg også helt vild med :D
Det er klart mest konsistens de bidrager med – ligesom i almindelige falafler :-)
Tak fordi du læser med og tak for de søde ord! :-)
Hej Stinna, jeg har set opskriften i din madplan – så skønt! Men kan man også få opskriften på pandebrød, så man kan lave en ret af det :-)
Hej, det kan du tro :-) Den er lige her: https://stinna.dk/aftensmad/pandebroed-af-kikaertemel.html
Jeg har nu også linket til den inde i falafel indlægget.
Hej Stinna. Tak for megen lækker inspiration. Og flotte billeder.
Vil høre om du har andet forslag end havregryn. ?
Tænker jeg vil servere disse og alm. Falafler til min fødselsdag, men en af gæsterne tåler hverken det eller gluten. Måske kikærtemel ?
Og satser på de kan fryses. ?
Hej Jytte. Tak for din besked og mange tak for de søde ord. Måske jeg ville bruge en anden slags gryn, hvis din gæst tåler dette? Jeg ved at man i nogle butikker kan få fx glutenfri quinoa flager eller boghvedeflager. Ellers så måske glutenfri rasp? Det har de i Rema. Jeg håber at det lykkes. Jeg har ikke forsøgt at fryse dem, men mon ikke at man sagtens kan det. :-)
God ide. Jeg tror jeg vil bruge boghvedeflager. Tak for dit svar.
Super opskrift. har lavet x 2 nu. Anden gang skiftede jeg søde kartofler ud med alm kartofler. Det virkede fint. ( og så lidt sirup i også ) Jeg frituresteger dem i gryde.
Hvor dejligt! Skønt at opskriften fungerede med almindelige kartofler også.