I weekenden har min kæreste og jeg været på en forlænget weekend til Riga. Til min fødselsdag i starten af oktober fik jeg en storbyferie i gave af min kæreste og jeg valgte, at turen denne gang skulle gå til Riga.
Jeg kendte ikke særlig meget til Riga på forhånd og havde heller ikke særlig mange forventninger til byen, andet end at vi skulle hygge os, spise god mad, gå ture og drikke kaffe. Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at lave dette indlæg med små rejsetips, så havde heller ikke taget mit kamera med. Men Riga overraskede mig positivt og jeg har derfor valgt at dele lidt billeder med jer.
Jeg synes virkelig at Riga er en hyggelig by og er perfekt til en weekendtur. Vi har slet ikke set det hele, men vi besluttede os på forhånd om, at turen skulle handle mest om bare at nyde turen og ikke at skulle stresse rundt og se en hel masse.
Som sagt anede jeg ikke særlig meget om Riga inden afrejse. Jeg havde selvfølgelig googlet mig til noget information om byen, om landet og lidt om byens historie. Derudover fik jeg fortalt, at Riga i år bærer titlen “The European Region of Gastronomy 2017”. Dette stemmer så fint overens med, at jeg virkelig blev overrasket over den fine bys mange muligheder for mad. Der lå fine små restauranter på de fleste gadehjørner og det var heller ikke svært at finde byens små hippe kaffebarer og byen har også nogle forskellige caféer, med blandt andet en del vegetarmad, vegansk café, en restaurant med raw-food og ellers en del restauranter med et mere eksperimenterende gourmet køkken.
Én anden ting som var virkelig spændende, var byens udseende. Der var så mange gamle fine bygninger i den gamle bydel, men hvis man gik lidt længere væk, bar byen præg af et mere industrielt råt udtryk. Men selvom man gik væk fra den gamle bydel, var her stadig en masse liv og det var faktisk også lidt væk, at vi fandt de små sjove kaffebarer og små unikke butikker.
Inden afrejse forsøgte jeg at google mig frem til Rigas bedste kaffe. Det var dog ikke helt så let, men vi fandt caféen Miit, som er en vegetarisk café med forskelligt bagværk og en ganske god kop kaffe. Her fortalte tjeneren at de får deres kaffe fra et risteri i byen, som vi tog ud til og drak endnu en kop kaffe – nemlig Rocket Bean Roastery. Det var simpelthen sådan en fin café med et råt udtryk, god mad (prøv deres perlebyg med fløde), gode sandwiches og igen ganske fin kaffe. Vi endte med at købe et par poser kaffe med hjem.
I Riga går der en flod igennem byen – det kan anbefales at gå derhen. Ved floden er der også et par parker, som også er virkelig fine.
Som nævnt før, så var jeg virkelig overrasket over restaurant-udvalget i Riga. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men ikke at der var så meget forskelligt. Næsten alle restauranter havde minimum én vegetarisk ret på menukortet. Ovenstående billede er fra Restaurant 3, som laver lidt finere gourmetmad. Her fik jeg en 5-retters vegetarmenu. Maden var meget eksperimenterende og spændende, men jeg må indrømme, at jeg nok ikke er sådan helt pjattet med det finere køkken – sådan har jeg det også herhjemme. Men det var en stor oplevelse og maden smagte godt, var ikke særlig dyr og vinen vi fik til smagte også skønt.
Billedet er fra kafferisteriet Rocket Bean Roastery.
Har I andre gode tips til Riga?