Rugbrødscookies

af Stinna

Lav lækre rugbrødscookies og brug dine rugbrødsrester i stedet for at smide dem ud. En nem opskrift, der hjælper dig med at mindske madspild. De er søde, sprøde og lækre!

Opskrift på rugbrødscookies

Jeg hader at smide mad ud. Selv de tørre skiver rugbrød, prøver jeg altid at finde på at bruge herhjemme. Derfor er disse rugbrødscookies blevet en af mine yndlingsmåder at mindske madspild på – og samtidig få noget virkelig lækkert ud af de sidste rugbrødsrester.

I stedet for at lade det tørre rugbrød ende i skraldespanden, forvandler jeg det til sprøde, søde cookies med masser af smag og bid. Især hvis du bruger rugbrød med kerner, giver det en skøn tekstur, som gør småkagerne ekstra interessante.

Det bedste er, at opskriften er nem og kræver helt almindelige ingredienser, du sikkert allerede har derhjemme. Det føles faktisk lidt som en lille sejr hver gang jeg bruger rester i stedet for at smide ud – og endnu bedre, når resultatet bliver så godt.

Hvis du gerne vil blive bedre til at bruge dine rester og mindske madspild i hverdagen, så er disse rugbrødscookies et perfekt sted at starte.

Idéen til opskriften er fra en skøn kogebog om rugbrød. Men herunder får I min udgave.

Rugbrødscookies

Ret: Bagværk
Køkken: Vegetarisk
Servings: 20 stk.
Author: Stinna
Ingen stjerner endnu

Ingredienser

  • 80 g smeltet smør
  • 150 g rugbrød (gerne med kerner i)
  • 30 g hvedemel
  • 100 g sukker
  • 50 g brun farin
  • 1 stk. æg
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 drys salt
  • 50 g grovvalsede havregryn

Sådan gør du

  • Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
  • Smelt smør og lad det køle en smule af.
  • Riv rugbrød groft på et rivejern (eller brug en foodprocessor).
  • Kom alle ingredienserne i en skål og rør det godt sammen.
  • Tril dejen til kugler (cirka på størrelse med 1/2 spiseske) og placer dejen på en kold bageplade beklædt med bagepapir. Tryk let på klumpen, så den bliver en smule flad.
  • Jeg bager cirka 8 ad gangen. Bages midt i ovnen i cirka 20 minutter, til de er gyldne.
  • Træk bagepapiret over på en rist og lad dem køle helt af, før de spises.
  • Opbevares i en lufttæt beholder.

Opskrifter med rugbrødsrester

Vil du prøve andre opskrifter med rugbrødsrester? Så prøv også gerne Rugbrøds müsli – skøn crunchy müsli med rugbrød eller Rugbrødspandekager.

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.