Pandekager med speltmel – sukkerfri. Skønne pandekager, som jeg bagte forleden i den kolonihave, som vi passer. For mig er pandekager noget af det bedste der findes og jeg har mange minder fra da jeg var lille, hvor min søster og jeg smovsede en masse pandekager – allerhelst som en stak pandekager, så de blev spist som en pandekage-kage.
Sukkerfri pandekager
Pandekagerne er uden sukker og er derfor helt sukkerfri. Jeg synes slet ikke at de behøver noget sødt, for de smager skønt af kardemomme og når de så fyldes med flødeskum, syltetøj og bær, så passer det perfekt sammen. Jeg har valgt at bruge speltmel (den fintsigtede variant), men andre meltyper kan sikkert også bruges.
Pandekager med speltmel
Ingredienser
- 4 stk. æg
- 6 dl mælk jeg brugte havremælk
- 150 g speltmel fintsigtet
- 100 g hvedemel
- 20 g smør smeltet
- 1/2-1 tsk. stødt kardemomme
- et drys salt
- smør til stegning
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne i en skål og pisk det godt sammen med et piskeris, så der ikke er nogle klumper.
- Kom smør på en pande og varm den op (jeg bruger lidt højere end middelvarme).
- Pandekagerne steges til de er gyldne på begge sider.
- Spises med flødeskum, friske bær og syltetøj.
- Velbekomme.
Egentligt var det også meningen, at disse pandekager skulle bruges til en pandekage-kage. Men da duften af pandekager bredte sig, kunne min kæreste og jeg ikke lade være med at spise dem med syltetøj, flødeskum og friske bær. De blev så gode, at jeg fremover vil bruge denne opskrift, når jeg skal bage pandekager.
Hvis du mangler en opskrift på marmelade, så har jeg en skøn opskrift på marmelade med hindbær og chiafrø. Chiafrø tykner marmeladen.
2 Kommentarer
Hej Stinna,
De der mega lækre ud. Tror du jeg kan lave opskriften kun med speltmel? :)
Tak :) Jeg har ikke forsøgt, men det tror jeg godt – hvis det altså ikke kun er det grove speltmel, men også noget sigtet speltmel.