679
Marcipansnurrer er en udgave af mine kardemommesnurrer, hvor jeg har tilføjet marcipan til remoncen. Det giver nogle endnu mere snaskede snurrer, som smager helt perfekt.
Opskrift på marcipansnurrer
Kardemommesnurrer er noget af det bedste jeg ved. Men disse marcipansnurrer kommer virkelig tæt på at vinde førstepræmien. For de er snaskede, smagfulde og fyldt med de lækreste ingredienser. Jeg har undladt at drysse dem med perlesukker, men det kan man sagtens gøre hvis man vil.
Marcipansnurrer
Antal: 18 stk.
Ingredienser
Dej
- 25 g gær
- 2,5 dl kold sødmælk
- 75 g sukker
- 1 stk. æg
- 2 tsk. kardemomme
- 500 g hvedemel evt et par spsk. mere.
- 1 lille tsk. salt
- 80 g smør stuetempereret
Remonce
- 100 g smør blødt
- 100 g brun farin
- 100 g sukker
- 1 spsk. hvedemel
- 2 spsk. kardemomme som du selv har knust
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 drys salt
- 120 g groftrevet marcipan
Pensling
- 1 stk. sammenpisket æg
- 1 dl vand
- 0,5 dl sukker
Sådan gør du
Dej
- Start med at opløse gær i kold mælk. Jeg bruger min røremaskine.
- Tilsæt sukker, æg og kardemomme. Tilsæt mel og lad dejen røres sammen i et minut. Tilsæt salt og lad dejen ælte i cirka 8-10 minutter, til den er blank og slipper skålens kanter. Tilsæt nu smør i tern og ælt dejen sammen kort, til den er blank og skinnende.
- Kom et fugtigt klæde over dejen og lad den hæve i 1 time.
Remonce
- Rør alle ingredienserne til remoncen sammen i en skål. Sørg for ikke at røre for meget i den, men blot så det samles. Sæt det til side.
Kardemommesnurrer
- Når dejen er hævet, hældes den ud på et meldrysset bord.
- Rul dejen ud med en kagerulle til en stor rektangel.
- Smør nu remoncen ud i et tyndt lag. Min remonce er en smule tør, så den skal blot fordeles i et tyndt lag. Fold dejen ind over sig selv, så du starter med 1/3 og derefter den sidste 1/3 – så du ender med 3 lag. Rul forsigtigt på dejen, så dejen bliver længere og du kan skære lidt længere strimler.
- Skær tynde strimler af dejen (cirka 1,5 cm), så du har cirka 18 strimler af dejen.
- Tag nu hver strimmel og sno den i begge ender, så den bliver helt snoret. Tag fat i den snoede strimmel og sno den to gange cirka rundt om din pegefinger og langemand. Den sidste del af strimlen strækker du ind over og sætter fast under bunden. Fortsæt med resten. Placer snurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom et stykke plastik over og derefter et fugtigt viskestykke. Lad dejen hæve 1 time.
Bagning af kardemommesnurrer
- Når der er 30 minutter tilbage af hævetiden, tændes ovnen på 210 grader alm. ovn.
- Pensl kardemummesnurrerne med sammenpisket æg og bag dem midt i den varme ovn, i cirka 12-13 minutter.
- Mens de er i ovnen, skal du lave din sirup. Kom vand og sukker i en gryde. Lad det koge op og simre i 1-2 minutter.
- Når kardemommesnurrerne er færdige, pensles de varme snurrer med sirup.
- Lad dem køle af og nyd. Velbekomme.
Opbevaring af marcipansnurrer
Marcipansnurrerne er allerbedst, når de er helt friske. Eventuelle rester fryser jeg ned og så varmer jeg dem i ovnen inden servering. Så er de næsten lige så gode som nybagte.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.