
Hvis du spørger mig, er der ikke meget, der slår en god chokoladedessert – og denne nemme chokolademousse er en af dem, jeg vender tilbage til igen og igen.
Den er nemlig lige præcis det, jeg elsker ved en dessert: enkel at lave, få ingredienser og et resultat, der føles lidt luksuriøst. Og så er den helt perfekt, når du får gæster. Du kan lave den dagen før, stille den på køl og tage den frem, når middagen er ved at være slut. Det synes jeg er smart!
Jeg laver den gerne, når jeg gerne vil servere noget, der ser flot ud uden at kræve det store arbejde. Den mørke chokolade giver en intens og fyldig smag, mens de luftige æggehvider gør moussen let og cremet – en virkelig skøn kombination.
Jeg serverer den altid i små glas og topper med friske bær. Det giver både lidt syre og et frisk pust til den ellers intense dessert – og så ser det bare virkelig fint ud på bordet. Som min kæreste sagde ‘ den er næsten for meget’.
Hvis du mangler en dessert, der altid imponerer, men som ikke kræver timer i køkkenet, så er denne chokolademousse et virkelig godt bud.
Nem chokolademousse
Ingredienser
Nem chokolademousse
- 150 g mørk chokolade
- 4 stk. æg både æggeblommen og æggehviden
- 80 g sukker
Servering
- Friske bær
Sådan gør du
- Start med at smelte chokoladen over vandbad.
- Del æggene, så æggeblommerne kommer i én skål og hviderne i en anden.
- Pisk æggeblommer sammen med sukker til en luftig æggesnaps. Pisk æggehviderne helt luftige.
- Vend forsigtigt chokoladen over i æggesnapsen med en dejskrabder.
- Vend derefter æggehviden over i blandingen.
- Fordel det i 4 små glas og sæt det på køl i 4 timer – eller gerne natten over.
- Pynt med friske bær.
Tips til den perfekte chokolademousse
- Friske bær giver perfekt modspil til den intense chokolade.
- Med eller uden fløde? Nogle laver chokolademousse med flødeskum for en ekstra cremet og mild smag. Denne version er uden fløde og får sin lethed fra æggehviderne. Med fløde bliver moussen tungere og mere dessert-agtig – uden bliver den mere klassisk og luftig.
- Brug en god mørk chokolade – det er smagen, der bærer hele desserten. Gå gerne efter 60–70 % kakao.
- Smelt chokoladen forsigtigt over vandbad, så den ikke bliver for varm eller grynet.
- Vend – ikke rør når du blander æggehviderne i. Det er her, du bevarer den luftige konsistens.
- Lav den dagen før – moussen sætter sig bedre og smagen bliver endnu dybere.
Prøv også gerne chokolademousse med hytteost.


