Sandkage med citron. En klassisk sandkage med frisk citronsaft og citronskal, der er perfekt til eftermiddagskaffen.

Opskrift på sandkage med citron – nem og saftig citronsandkage
Der er noget virkelig hyggeligt over en hjemmebagt sandkage. Det er en af de helt klassiske kager, som er nem at lave, og som smager skønt til eftermiddagskaffen. For helt ærligt, hvem kender ikke en sandkage? Men jeg vil også gerne være ærlig. For mig er en klassisk sandkage en af de kedeligste kager jeg kan komme i tanke om. Så der har jeg lavet en sandkage med citron, som får en dejlig frisk smag fra både citronsaft og fintrevet citronskal. Den er også mere svampet og fugtig, end jeg mindes at en klassisk sandkage er.
Kagen er blød, saftig og har en mild sødme, som passer rigtig godt sammen med citronens syrlighed. Den kræver ikke en masse ingredienser eller særligt udstyr, og du kan hurtigt røre dejen sammen. Egentlig kaldes en sandkage en pund-til-pund kage. Men jeg har ikke helt overholdt disse mål. Den er alligevel utrolig nem at bage.

Sandkage
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 200 g blødt smør
- 225 g sukker
- 2 spsk. vaniljesukker
- 4 stk æg
- 2 spsk. citronsaft
- 2 tsk. fintrevet citronskal
- 170 g hvedemel
- 1½ tsk. bagepulver
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.
- Kom blødt smør, sukker og vaniljesukker i en skål, og pisk det godt sammen, til det bliver lyst og cremet.
- Tilsæt æggene ét ad gangen. Pisk godt mellem hvert æg, så dejen bliver jævn og luftig.
- Vend citronsaft og fintrevet citronskal i dejen.
- Bland hvedemel og bagepulver sammen, og vend det forsigtigt i dejen, indtil du har en ensartet kagedej. Undgå at røre mere end nødvendigt.
- Hæld dejen i en smurt sandkageform eller en lille rugbrødform, og bag kagen ved 180 grader almindelig ovn i cirka 30 minutter. Prik gerne i den. Der skal ikke hænge dej ved, men kagen må endelig ikke få for længe i ovnen.
- Lad kagen køle lidt af i formen, inden du vender den ud på en bagerist.
Tips til sandkage med citron
- Brug gerne økologisk citron, når du skal bruge skallen. Så undgår du rester af sprøjtemidler fra skallen.
- Sørg for, at smørret er blødt, så det nemt kan piskes luftigt sammen med sukkeret.
- Tilsæt æggene ét ad gangen, så dejen ikke skiller.
- Pas på med at røre for meget, når melet kommer i. Det hjælper med at holde kagen blød og let.
- Vil du have endnu mere citronsmag, kan du tilsætte lidt ekstra fintrevet citronskal.
Kan jeg lave sandkagen dagen før?
Ja, det kan du sagtens. Sandkagen holder sig fint saftig i flere dage, hvis du opbevarer den i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.
Kan jeg fryse sandkage med citron?
Ja, sandkagen egner sig fint til frysning. Lad den køle helt af, pak den godt ind, og frys den gerne i skiver, så du nemt kan tage lidt op ad gangen.
Hvordan ved jeg, om sandkagen er færdigbagt?
Stik en tandstik eller kødnål i midten af kagen. Hvis der ikke hænger rå dej ved, er kagen færdig.
Kan jeg bruge appelsin i stedet for citron?
Ja, du kan sagtens udskifte citron med appelsin. Det giver en lidt sødere og mildere citrussmag.











