
Blomkålssalat med æbler og sennepsdressing og toppet med ristede mandler. Skøn salat med finthakket blomkål, æbler, rødløg og edamamebønner vendt i en lækker dressing med græsk yoghurt, sennep, citronsaft, salt og peber. Salaten har jeg valgt at toppe med bredbladet persille og ristede mandler.
Blomkålssalat med æbler
Blomkålssalaten lavede jeg som tilbehør til aftensmad, da jeg havde et blomkål der trængte til at blive brugt. Derudover har jeg tilsat æbler for at give salaten noget sødme, samt edamamebønner for ekstra mæthed. Edamamebønner, eller også kaldet sojabønner, smager ret neutralt og passer derfor godt til en salat. Herhjemme bruger vi dem ret ofte i salat. Edamamebønnerne finder du i frostafdelingen i supermarkedet – sørg for at købe dem uden bælg.
Salaten er et godt miks af noget sprødt, blødt, smagfuldt, salt og cremet. Jeg elsker salater som indeholder flere forskellige elementer og jeg hader tørre og kedelige salater. Derfor er denne salat et hit herhjemme – for den smager så godt og er fyldt med lækre ingredienser.
Men nu til opskriften på blomkålssalat
Herhjemme spiste vi den som tilbehør til aftensmaden og jeg har derfor angivet, at der er til fire personer. Hvis du altså serverer noget andet til også.
Blomkålssalat med æbler, sennepsdressing og ristede mandler
Ingredienser
- 1 blomkål
- 1/2 rødløg
- 200 g edamamebønner frosne uden bælg
- 1 æble
Dressing
- 1 dl græsk yoghurt
- 1 tsk. sennep
- 1 tsk. citronsaft
- salt og peber
Topping
- 1 håndfuld mandler ristet på en tør pande
- 1 håndfuld bredbladet persille
Sådan gør du
- Start med at vaske blomkål og skær stokken væk. Hak blomkål helt fint. Jeg brugte min foodprocessor, men ellers kan det godt hakkes med en skarp kniv. Kom det i en skål.
- Hæld kogende vand over edamamebønnerne og lad dem stå et par minutter. Hæld derefter vandet fra og hæld bønnerne over i salatskålen.
- Hak rødløg fint og kom det i salatskålen. Skær æblet i mindre tern og tilsæt det også til skålen.
- Lav dressingen ved at røre alle ingredienserne sammen og smag til med salt. Hæld dressingen over i salatskålen og vend det hele godt sammen.
- Top salaten med hakkede ristede mandler og bredbladet persille.
- Velbekomme.
Notes
Tilbehør til blomkålssalat
Hvis du laver blomkålssalaten til aftensmad, så vil jeg anbefale at du laver nogle veggiedeller til. Disse vegetarfrikadeller med edamamebønner vil passe godt til blomkålssalaten.
Hvis du leder efter andre opskrifter med blomkål, så er disse måske også noget for dig:
- Blomkålsbrød – fladbrød lavet med blomkål som er perfekte til toast
- Vegetarisk korma – indisk gryderet med blomkål
- Bagt blomkål med BBQ-marinade

Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag. Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål eller feedback til opskriften. Hvis du laver min mad, vil jeg elske at se et billede af det på instagram.
8 Kommentarer
Det er en dejlig frisk salat, der fik flotte ord med fra både store og små. Jeg lavede den med grønne ærter i stedet for edamamebønner. Det har muligvis tonet smagen i en sødere retning end originalen.
Der er garanti for gentagelse
Mange tak skal du have :-) Dejligt at du kunne bruge opskriften og at andre også kunne lide den. Jeg må prøve med ærter også – det lyder helt sommerligt.
Har lavet den i aften for første gang. Smager fantastisk. Tak!
Tusind tak skal du have :-)
Kan man bruge andet end græsk yoghurt ?
Hej, måske en fed creme fraiche :-)
Hej
Kan jeg lave salaten dagen før den skal bruges?
Hej, det har jeg ikke forsøgt med denne salat. Men mon ikke? Jeg ville dog vente med at tilføje æbler og mandler.