Nem opskrift på proteinpandekager med banan, æg og proteinpulver. Luftige, saftige og perfekte til morgenmad, brunch eller som en mættende snack.

Opskrift på proteinpandekager
Jeg laver ofte proteinpandekager, når jeg gerne vil have en hurtig morgenmad eller et mellemmåltid, som mætter godt. De er lavet med få ingredienser, tager kun få minutter at blende sammen og bliver dejligt saftige.
I denne opskrift bruger jeg proteinpulver med vaniljesmag, som giver pandekagerne en skøn smag uden, at der skal ret meget sukker til. Sammen med banan, citron og æg bliver resultatet nogle bløde og luftige pandekager, som hele familien er glade for. Det proteinpulver jeg bruger, er ikke specielt sødt. Der kan være forskel på, om du foretrækker at tilføje lidt ekstra sødt til dejen.
Jeg blender altid dejen i en minihakker. Det gør dejen helt glat, og så er pandekagerne klar til panden på få minutter.
Nemme proteinpandekager med banan
Bananen giver både sødme og en blød konsistens, mens citron tilfører lidt friskhed, som passer virkelig godt sammen med vaniljen.
Jeg serverer dem gerne med friske bær, lidt græsk yoghurt eller en smule peanutbutter. De fungerer både som morgenmad, efter træning eller som en lille snack i løbet af dagen.

Proteinpandekager
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 30 g proteinpulver med vaniljesmag
- 1 stk moden banan
- 2 stk æg
- 1 tsk natron
- 1 tsk citronsaft
- ½ tsk fintrevet citronskal
- 1 spsk hvedemel
- 1 spsk havregryn
- Smør til stegning
Sådan gør du
- Kom proteinpulver, banan, æg, natron, citronsaft, citronskal, hvedemel og havregryn i en minihakker eller blender.
- Blend det hele sammen, til dejen er helt glat.
- Varm en pande op ved middel varme, og kom lidt smør på.
- Fordel dejen i små pandekager, og steg dem et par minutter på den ene side. Vend dem forsigtigt, når de har sat sig, og steg dem færdige på den anden side, til de er gyldne.
- Server pandekagerne lune.
Tips til opskriften
Jeg synes, vaniljeproteinpulver fungerer bedst i denne opskrift, men du kan også bruge en neutral variant. Smagen bliver blot en smule mindre sød. Hvis du bruger neutralt proteinpulver, vil jeg anbefale dig at tilføje lidt sødt og vanilje.
Steg pandekagerne ved middel varme. Hvis panden bliver for varm, bliver de hurtigt meget mørke udenpå, før de er gennembagte. Du kan også risikere, at de bliver for tørre.
Hvis dejen virker meget tyk eller tynd, kan det skyldes størrelsen på bananen eller æggene. Justér eventuelt med en lille smule mælk eller en ekstra skefuld havregryn.
Pandekagerne kan sagtens opbevares i køleskabet et par dage og smager også gode kolde.
Kan jeg lave proteinpandekager uden proteinpulver?
Ja, men så skal du erstatte proteinpulveret med lidt ekstra mel eller havregryn. Smag og næringsindhold bliver dog anderledes. Prøv evt denne opskrift i stedet: Protein pandekage med hytteost.
Kan de fryses?
Ja. Jeg lægger bagepapir mellem pandekagerne og fryser dem ned. De er nemme at tage op enkeltvis.
Hvilket proteinpulver er bedst?
Jeg bruger selv et proteinpulver med vaniljesmag, fordi det giver den bedste smag. De fleste valle- eller plantebaserede proteinpulvere kan dog bruges tror jeg.
Hvad kan man servere til proteinpandekager?
Jeg topper dem ofte med græsk yoghurt, friske bær, skyr, peanutbutter eller lidt honning. De smager også rigtig godt med en håndfuld frugt ved siden af.








