Nem opskrift på hjemmelavede pølsebrød, der bliver bløde, luftige og lækre. Perfekte til hotdogs, grillmad eller børnefødselsdag.

Hjemmebagte pølsebrød
Skal du have hotdogs? Så er der er ikke meget, der slår hjemmelavede pølsebrød. De bliver bløde, luftige og har en skøn smag, som gør hotdogs endnu bedre. Når først man har prøvet at bage sine egne pølsebrød, er det svært at vende tilbage til de købte.
Denne opskrift giver nogle klassiske pølsebrød med en blød krumme og en let gylden skorpe. De passer perfekt til hjemmelavede hotdogs eller som tilbehør til sommerens grillmad.
Jeg bruger sødmælk, smør og æg i dejen, som giver en ekstra blød og luftig konsistens. Et lille fad med varmt vand i ovnen under den første del af bagningen skaber damp, som hjælper brødene med at hæve flot og giver en ekstra blød skorpe.
Pølsebrødene kan sagtens bages i god tid. De holder sig bløde et par dage og er også rigtig gode at fryse. Tag dem blot op et par timer før servering, så er de næsten som nybagte.

Pølsebrød
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Dej
- 50 g gær
- 3,5 dl sødmælk
- 60 g smør (smeltet og let afkølet)
- 1 stk æg
- 1 spsk sukker
- 600 g hvedemel
- 1 tsk salt
Pensling
- 1 æg (sammenpisket)
- 2 spsk sødmælk
- Sesamfrø
Sådan gør du
- Hæld mælken i en røreskål og opløs gæren.
- Tilsæt salt, sukker, smeltet smør, æg og hvedemel.
- Ælt dejen til den er blank, smidig og elastisk. Det tager cirka 8 minutter på en røremaskine.
- Dæk skålen til, og lad dejen hæve i cirka 1 time.
- Drys lidt mel på køkkenbordet, og vend dejen ud.
- Del dejen i 16 lige store stykker.
- Tril hvert dejstykke til en pølse på cirka 15 cm og 2 cm i diameter. De virker måske lidt tynde, men de hæver både før og under bagning.
- Læg pølsebrødene på en bageplade beklædt med bagepapir. Der må gerne være et par centimeter imellem dem – de må gerne hæve en smule sammen.
- Lad pølsebrødene efterhæve i 20 minutter.
- Tænd imens ovnen på 200 grader varmluft.
- Stil et ildfast fad med varmt vand nederst i ovnen.
- Pensl pølsebrødene med æg rørt sammen med mælk, og drys med sesamfrø.
- Bag pølsebrødene i 5 minutter.
- Tag fadet med vand ud af ovnen, og bag dem yderligere cirka 7-8 minutter, til de er flot gyldne.
- Lad dem køle let af på en rist.
Tips til de bedste pølsebrød
- Ælt dejen godt, så glutennetværket udvikles. Det giver luftige pølsebrød. Jeg bruger min røremaskine.
- Dejen skal være blød og smidig, men ikke klistret.
- Tril alle pølsebrødene lige lange, så de passer til hotdogs. Dejpølserne ser tynde ud, inden de hæver. Men de skal nok få en fin størrelse.
- Damp fra det varme vand i ovnen hjælper brødene med at hæve flot og giver en blød skorpe.
- Lad pølsebrødene køle af på en rist, så bunden ikke bliver fugtig.
- Pølsebrødene kan fryses og er nemme at lune inden servering.
Kan pølsebrød fryses?
Ja, de egner sig rigtig godt til frysning. Lad dem køle helt af, inden de fryses i en frysepose. Jeg fryser dem ned med 4 stk i en pose, så der er til nem aftensmad.
Hvor længe holder hjemmelavede pølsebrød sig?
De holder sig friske i 2-3 dage i en lufttæt pose eller beholder. Men jeg fryser næsten altid bagværk med gær ned direkte efter bagning, for at de ikke bliver tørre.
Hvorfor stiller man vand i ovnen?
Det varme vand danner damp, som hjælper pølsebrødene med at hæve flot og giver en ekstra blød skorpe.
Kan man lave pølsebrødene i forvejen?
Ja. De kan både bages dagen før eller fryses ned, så de er klar til grillaften eller børnefødselsdag.
Kan opskriften bruges til burgerboller?
Ja. Form blot dejen til runde boller i stedet for aflange pølsebrød og juster bagetiden en smule, hvis de bliver større. Opskriften er faktisk inspireret af min opskrift på burgerboller.








