
Beluga granola med chokolade og mandler
Har du nogensinde prøvet granola med belugalinser? Det lyder måske lidt anderledes, men det fungerer overraskende godt. Belugalinser giver ekstra fylde, protein og en skøn sprød konsistens, når de bages sammen med havregryn, nødder og kerner. Jeg har før lavet granola med grønne linser – og denne granola med belugalinser er mindst ligeså god.
Denne hjemmelavede beluga granola er sprød, let sød og fyldt med lækre ingredienser. Den mørke chokolade giver et ekstra lækkert twist, som gør granolaen perfekt til morgenmad, brunch eller som topping på skyr og yoghurt.
Hvis du gerne vil prøve en anderledes granola med flere proteiner og masser af knas, så er denne opskrift et godt sted at starte. Hvis du ønsker en sødere granola, kan du sagtens tilsætte mere sirup eller honning.
Beluga granola med chokolade og mandler
Ingredienser
- 150 g tørrede belugalinser
- 4 dl grovvalsede havregryn
- 1 dl solsikkekerner
- 2 dl poppede quinoa
- 1 dl mandler grofthakkede
- 25 g smeltet smør
- 4 spsk. honning
- 100 g mørk chokolade
Sådan gør du
Kog belugalinserne
- Start med at koge belugalinserne efter anvisningen på pakken.
- Lad dem køle lidt af, når de er færdigkogte.
Bland granolaen
- Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
- Kom de kogte belugalinser, havregryn, solsikkekerner, poppede quinoa, mandler, smeltet smør og honning i en stor skål.
- Rør det hele godt sammen.
- Fordel blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag granolaen
- Bag granolaen midt i ovnen i cirka 30 minutter.
- Rør godt rundt flere gange undervejs, så granolaen bliver jævnt gylden og ikke brænder på.
Tilsæt chokolade
- Lad granolaen køle helt af.
- Vend derefter den grofthakkede mørke chokolade i.
- Opbevar granolaen i en lufttæt beholder.
Linser i granola
Belugalinser forbindes ofte med salater, dahl og vegetariske gryderetter, men de fungerer faktisk også rigtig godt i granola og i øvrigt også i andre typer bagværk.
Når linserne bages sammen med de øvrige ingredienser, bidrager de med ekstra fylde og en let sprød tekstur. Samtidig tilfører de protein og kostfibre, som gør morgenmaden mere mættende.
Resultatet er en anderledes granola, som både smager godt og giver lidt mere variation end den klassiske version.
Tips til den bedste beluga granola
- Lad granolaen køle helt af, før du kommer den i beholder. Så bliver den mest sprød.
- Rør rundt flere gange under bagningen for at undgå, at honningen karamelliserer for meget.
- Du kan erstatte mandler med hasselnødder eller valnødder.
- Tilsæt tørrede tranebær eller rosiner efter bagning, hvis du ønsker mere sødme.
- Granolaen smager fantastisk på skyr, yoghurt eller som topping på smoothie bowls.
Kan man bruge belugalinser i granola?
Ja, belugalinser fungerer overraskende godt i granola. De tilfører fylde, struktur og ekstra protein uden at dominere smagen. Jeg bruger belugalinser på pose, som jeg selv koger. Jeg har ikke prøvet at lave opskriften med belugalinser fra dåse (som er kogt på forhånd). Men jeg tænker sagtens, at det kan lade sig gøre.
Kan man smage belugalinserne?
Belugalinserne giver mest tekstur og fylde. Smagen er mild og drukner ikke de øvrige ingredienser som honning, nødder og chokolade. Men du kan godt smage dem – jeg kan dog godt lide smagen heri.
Er beluga granola sundt?
Beluga granola indeholder både kostfibre, protein, nødder og kerner, som gør den mere mættende end mange færdigkøbte morgenmadsprodukter.
Hvor længe kan hjemmelavet granola holde sig?
Opbevaret i en lufttæt beholder holder granolaen sig typisk sprød i 2-4 uger.
Hvad kan man servere beluga granola til?
Beluga granola smager skønt på yoghurt, skyr, chiagrød, smoothie bowls eller med mælk som en sprød morgenmad.


