Greenie – den bedste opskrift på grøn smoothie. Endelig har jeg fundet den perfekte opskrift på en greenie, i hvert fald ifølge mine smagsløg. Men hvad er en greenie? Hvis du ikke er stødt på ordet greenie før, så er det en grøn smoothie. Altså en smoothie som indeholder grøntsager og især grønne grøntsager. Alt for længe har jeg forsøgt at lave den perfekte grønne smoothie, men hver gang har det smagt mest af ren spinat. Lidt for sundt og kedeligt. Men nu har jeg knækket koden.
Greenie – grøn smoothie
Men da jeg så for kort tid siden spurgte inde på instagram efter en god grøn smoothie, kom der virkelig mange bud. Jeg har forsøgt at samle alle de gode greenie-tips og er kommet frem til denne skønne sag, som også kaldes en greenie – en grøn smoothie. Den er sund, men uden at smage for sundt! Det er helt klart frisk ingefær og citron, som gør forskellen for mig. Prøv den, den er virkelig lækker! Den er faktisk så god, at jeg ofte ender med at drikke en greenie til morgenmad.
Smoothie med grøntsager
Min variant er lavet af banan, avocado, frossen spinat, ingefær, citronsaft og noget mælk af en art. Banan giver smoothien sødme, avocado bidrager med en cremet konsistens. Spinat for at gøre den ekstra sund og grøn og til sidst er ingefær og citron med til at give det en virkelig god smag – samt gøre den lidt ekstra frisk.
Men nu til opskriften på den bedste grønne smoothie. Jeg har brugt spinat i opskriften, men frossen grønkål smager også skønt i en smoothies – men kræver en lidt kraftigere blender (reklamelink) for at blende det helt fint.
Greenie opskrift:
Greenie - den bedste opskrift på grøn smoothie
Ingredienser
- 1 stk. banan
- ½ stk. avocado
- 4-6 stk. kugler frossen spinat
- 1 lille klump frisk ingefær (ca. 1x1 cm)
- Saft af ½ citron
- Mælk eller nøddemælk til rette konsistens.
Sådan gør du
- Kom banan, avocado, ingefær (behøves ikke at blive skrællet, hvis du bruger en økologisk variant), citronsaft, spinat og nøddemælk i en blender. Blend alle ingredienserne godt sammen.
- Hvis du ikke bruger frossen spinat, så kom lidt isterninger i.
- Drik med det samme.
- Velbekomme.
Noter
Hvis du spiser den som morgenmad, så smager det vildt godt med lidt granola ovenpå. Fx denne granola, som er sødet med banan: Banangranola – granola sødet med banan. Eller denne granola med chokolade, som kan gøre enhver morgenmad lækker.
Hvis du også er vild med grønne smoothies, så er disse måske også noget for dig:
- Grøn smoothie med grønkål
- Grøn smoothie med edamamebønner
- Grøn smoothie med kiwi og grønkål
- Grøn smoothie med ananas
Og ellers er der nogle andre varianter lige her. Hvor jeg har brugt agurk, frossen spinat, frossen grønkål, frosne jordbær, ingefær, mandler, chiafrø og ærter.
Tips til den grønne smoothie
Ud over at sørge for både at have citron, ingefær og banan i din smoothie, så har jeg lidt ekstra tips til den bedste smoothie her:
- Sørg for at bruge en god blender. Den skal virkelig kunne blende spinat og grønkål helt ud, så man ikke fornemmer en grynet konsistens.
- Tilføj altid noget koldt og noget sødt. Hvis du har mange bananer liggende, så prøv at fryse banan ned i skiver. Du kan også lave din egen smoothieblanding i små poser med frugt og grønt, som du fryser ned. Så skal der blot tilsættes lidt væske.
- Hvis du ønsker en sødere smoothie, så tilsæt flere bananer eller et par dadler. Ellers kan du søde med en smule honning.
- Hvis du har mange avocadoer liggende, så frys dem ned i tern – så er der altid avocado til dine smoothies.
Du er også meget velkommen til at læse med på instagram, hvor jeg hver dag deler madbilleder.
24 Kommentarer
Jeg har aldrig lavet greenie før og jeg synes denne er ret god :-) I stedet for saften fra en halv citron, putter jeg saften fra en hel appelsin i – og rigeligt med ingefær, det smager virkelig også godt!
Dejligt at du kunne bruge min opskrift! :-)
Jeg bruger frossen grønkål i stedet for spinat, det smager ikke så kraftigt igennem, men er jo stadig megasundt ;)
Tak for tip, det må jeg prøve :)
Hej
Kan man bruge mini mælk i stedet for mandel drik ?
Hilsen Linda
Hej Linda. Det tror jeg sagtens. Jeg bruger også nogle gange bare vand :-)
Hvor længe kan de holde sig ? :) tænker evt at tage dem med til formiddags snack på arbejde.
Jeg plejer at drikke det med det samme. Måske hvis du har det i en flaske og på køl :-)
Hej navne søster;)
Jeg påtænker at lave en ordentlig omgang greenies til svigermor der er i behandling for cancer, men kan jeg fryse dem ned?
Mvh. Stinna
Hej navnesøster :-) Jeg har faktisk ikke forsøgt at fryse dem ned. Men det tror jeg nu godt at de kan, men jeg ved ikke om de måske kunne ‘skille’ lidt ved optøning? Jeg håber at du finder en løsning.
De ser så lækre ud! Men ved du om man kan undlade banan og evt erstatte med andet?
Mange tak :-) Måske nogle dadler eller frossen mango.
Tip: Skær squash i mindre stykker og frys ned. Giver samme creamet konsistens som banan.
Tak for tip, det må jeg prøve :-)
Jeg var ellers så glad for den forrige greenie, du havde før denne opskrift!
Kan man få den tilsendt på mail el.lign?
Hej, den har jeg desværre ikke længere :-) Kan slet ikke huske, at jeg har lavet særlig meget om i den?
Har du foreslag til en god blender, synes det er svært at finde den rigtige, uden den koster en bondegård.
Hej, jeg bruger en blender fra Blendtec (modtaget som reklamegave). Men den koster desværre også en del. Min søster har købt en blender fra Biochef i Bilka til omkring 1000kr – den er god. Ellers har jeg hørt godt om Wilfa blendere.
Tak for opskriften. Jeg har netop brugt den
Jeg talte dog med en diætist om opskriften, og hun advarede mig mod at bruge frossen frugt og grøntsager, medmindre der direkte stod, at de var lavet til smothie, da det krævede varmebehandling, hvis man vil undgå virus, der fx giver roskildesyge.
Dejligt at den kan bruges :-)
Ja frosne frugter og grøntsager skal lige koges inden de bruges. Det nævnes også bag på poserne :-) Du kan dog sagtens fryse dine egne frugter og bær, så behøver du ikke koge dem efterfølgende.
Har lige købt en Ninja blender til omkring 1100 på bud hos compumail. Den kan anbefales og 1100 er sat meget ned.
Nå men har prøvet denne smoothie og tror jeg kan blive afhængig.
Jeg kan godt have svært ved, at have kræfter til at spise. Og sondeernæring er bare kedeligt. Så er de her smoothies et lækkert alternativ med en fejlsynkningsfri konsistens. Hurra for dig og dine opskrifter, som jeg helt sikkert skal prøve flere af ❤️
Den kender jeg ikke, den må jeg læse om :-)
Ej hvor dejligt at du kan lide denne smoothie – det gør mig virkelig glad!
Tak for at du følger med.
Frosne spinat kugler, hvor der står bag på posen, at de er blancheret, er vel ok? Altså ifht virus der fx giver roskildesyge
Elsker din greenie
Hej, det er også sådan jeg forstår det. Ved bær og lignende står der, at de skal koges først :-)