Belugalasagne

af Stinna

Cremet belugalasagne med grøntsager og mornaysauce

Måske kender du allerede belugalinser? Herhjemme er vi nemlig vilde med den lille, faste linse – som kan bruges i alverdens opskrifter. Oftest bruger vi den i min beluga bolognese. Men nu har jeg lavet en ny opskrift med den skønne linse. Nemlig denne belugalasagne! Lasagnen er den perfekte vegetariske lasagne med masser af smag, cremet mornaysauce og fyldig belugabolognese. De små sorte belugalinser giver en lækker ‘kødagtig’ konsistens og gør lasagnen både mættende og fuld af protein.

Hvis du leder efter en vegetarisk lasagne, der også imponerer kødspisere, så er den her opskrift et virkelig godt bud. Kombinationen af rødvin, passata, grøntsager og krydderier giver en dyb og intens smag, mens den hjemmelavede mornaysauce gør lasagnen ekstra cremet og uimodståelig. Min kæreste var i hvert fald slet ikke i tvivl. Det her er den bedste vegetarlasagne, jeg nogensinde har lavet (og jeg har alligevel lavet en del!)

Vegetarisk belugalasagne

Opskriften passer til 4 personer og er perfekt til både hverdagsaftener og gæstemad. Der er måske også rester til frokost dagen efter – og den smager næsten endnu bedre dagen efter.

Belugalasagne

Opskriften herunder er angivet til 4 personer. Så er der måske også en rest til frokost dagen efter.
Forb. tid45 minutter
Tilb. tid30 minutter
Ret: Aftensmad
Køkken: Vegetarisk
Servings: 4 personer
Author: Stinna
Ingen stjerner endnu

Redskaber

  • Form – en metalform på cirka 22 x 32 cm.

Ingredienser

Lasagnesauce

  • 2 spsk olivenolie
  • 2 fed hvidløg finthakket
  • 2 stk rødløg finthakket
  • 2 stk gulerødder mellemstørrelse, fintrevne
  • 1 stk rød peberfrugt i små tern
  • 2 dl rødvin
  • 6 dl grøntsagsbouillon
  • 1 flaske passata 700 ml
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk timian
  • 1 tsk oregano
  • 2 stk laurbærblade
  • 1 tsk sukker
  • 3 stk store tomater i tern
  • 200 g tørrede belugalinser
  • 1,5 dl piskefløde
  • salt og peber

Mornaysauce

  • 80 g smør
  • 5 spsk hvedemel
  • 6 dl letmælk
  • 140 g revet mozzarellaost
  • 1/2 tsk revet muskatnød
  • Salt og peber

Lasagne

  • Lasagneplader jeg bruger 15 lasagneplader, hvor jeg har 3 lag plader i lagsagnen
  • 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 dl vand

Sådan gør du

Lasagnesaucen

  • Kom olie i en gryde. Tilsæt løg og hvidløg. Lad det stege et par minutter under omrøring.
  • Tilsæt revne gulerødder og peberfrugt. Steg det igen i et par minutter.
  • Tilsæt derefter rødvin, grøntsagsbouillon, passata, tomatpuré krydderier, sukker, tomater, belugalinser, fløde, salt og peber.
  • Lad det simre til linserne er møre. Smag til med salt og peber.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmuft.

Mornayasauce

  • Mens saucen simrer, er det tid til at lave hjemmelavet mornaysauce.
  • Lav den de sidste 10 minutter, inden grøntsagssaucen er færdig.
  • Smelt smør i en lille gryde. Tilsæt mel og pisk det godt sammen.
  • Tilsæt mælk og rør godt rundt, til saucen begynder at blive lidt tyk.
  • Tilsæt lidt revet muskatnød, revet ost, salt og peber. Rør godt rundt og tag gryden af varmen.

Lasagne

  • Kom et lag belugasauce i bunden af et ovnfast fad.
  • Kom derefter et lag lasagneplader, et lag belugasauce, et lag mornaysauce og et lag lasagneplader. Fortsæt sådan, til du har 3 lag lasagneplader. Sørg for at det øverste lag er et lag belugasauce og mornaysauce.
  • Hæld vand og piskefløde over.
  • Bag lasagnen midt i ovnen i 30 minutter, til lasagnepladerne er møre.
  • Lad lasagnen trække 10 minutter inden servering.
  • Velbekomme!

De fleste kender måske den klassiske linselasagne. Så hvorfor skifte røde linser ud med belugalinser? Belugalinser holder formen godt under tilberedning og giver en fyldig konsistens, som minder lidt om klassisk kødsauce. Samtidig suger de masser af smag til sig fra tomat, krydderier og rødvin.

Det gør dem perfekte i vegetarisk lasagne, bolognese og gryderetter. Herhjemme bruger vi dem både i det salte- og søde køkken. Prøv fx også gerne Beluga bøffer eller Belugabrownie.

Hvad er belugalinser?

Hvis du ikke allerede kender belugalinserne, vil jeg kort introducere dem her. Belugalinser er små sorte linser. De har en mild og nøddeagtig smag og holder formen godt efter kogning. Kan du ikke skaffe belugalinser, kan du også bruge danske anicialinser.

Skal belugalinser udblødes?

Nej, belugalinser behøver ikke udblødning. De kan bruges direkte i gryderetter, supper og lasagne. Det er det, der gør dem ganske geniale i hverdagsmad.

Hvor lang tid skal belugalinser koge?

Belugalinser koger typisk på cirka 20–30 minutter afhængigt af retten og hvor møre du ønsker dem. Men smag på dem – du kan nemt smage, når de er møre.

Hvad kan man bruge belugalinser til?

Belugalinser er perfekte i vegetarisk bolognese, lasagne, salater, supper og gryderetter. De giver en god fylde og masser af protein.

Er belugalinser sunde?

Belugalinser er rige på protein, kostfibre og mineraler og er derfor et populært valg i vegetariske retter.

Hvad er forskellen på belugalinser og grønne linser?

Belugalinser er mindre og fastere i konsistensen end grønne linser. De holder formen bedre under tilberedning og fungerer derfor rigtig godt i retter som lasagne og salater. De er også markant anderledes i konsistensen end røde linser, som har tendens til at koge helt ud under kogning.

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.