Flødekarameller med fløde, sukker og glukosesirup. Få mine bedste tips til bløde karameller med den helt rigtige konsistens.

Opskrift på hjemmelavede flødekarameller
Jeg har efterhånden prøvet at lave flødekarameller utallige gange, og endelig er det lykkedes mig at finde en opskrift, der giver lige præcis de karameller, jeg drømte om. Bløde, lækre og med den helt rigtige konsistens. Det har ellers krævet utallige forsøg og jeg har været ved at give op mange gange undervejs.
Disse hjemmelavede flødekarameller er faste, når de kommer direkte fra køleskabet, men bliver dejligt bløde, når de får lov til at stå lidt ved stuetemperatur. Jeg drysser dem med en smule salt, som giver et skønt modspil til den søde karamelsmag.
Opskriften giver en lille portion, som passer til den mængde, du ser på billederne. Jeg vil derfor også anbefale at lave dobbeltportion, hvis du skal dele karamellerne med andre eller gerne vil have lidt ekstra på lager.
Det vigtigste, jeg har lært undervejs, er, at temperaturen virkelig betyder noget. Så spring endelig ikke dette over. Jeg har lånt et sukkertermometer af min far og det er altså guld værd i sådan en opskrift her. Karamelmassen skal nemlig ramme 120 grader, og her er et sukkertermometer næsten uundværligt. Det kan være fristende at skrue op for varmen for at få processen til at gå hurtigere, men hav tålmodighed. Ellers risikerer du, at karamellen brænder på eller får den forkerte konsistens.

Flødekarameller
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 2,5 dl piskefløde
- 125 g sukker
- 155 g glukosesirup
- 1 spsk. vaniljesukker
- ½ tsk. salt til at drysse over karamellerne
Sådan gør du
- Beklæd en lille form med bagepapir. Det er en fordel at vælge en form, hvor karamellen kan få en passende tykkelse.
- Kom piskefløde, sukker, glukosesirup og vaniljesukker i en stor gryde. Vælg gerne en gryde med høje kanter, da karamellen bobler og skummer en del under kogningen.
- Bring blandingen i kog. Når den begynder at boble kraftigt, skruer du ned for varmen, så massen står og småbobler ved middel til lav varme.
- Lad karamellen småkoge i cirka 1 time. Rør forsigtigt i den indimellem, men ikke hele tiden. Efterhånden bliver massen tykkere og får en flot ravfarvet nuance.
- Hold øje med temperaturen undervejs. Karamelmassen skal ramme 120 grader, inden du tager gryden af varmen. Tiden er kun vejledende, da det afhænger af blandt andet gryden og varmen på komfuret.
- Hæld straks karamellen over i den klargjorte form, og drys med salt.
- Sæt formen i køleskabet i mindst 2 timer, så karamellen kan sætte sig.
- Tag karamellen ud af formen, og skær den i mindre stykker med en meget skarp kniv. Hvis karamellen er meget hård direkte fra køleskabet, kan du lade den stå lidt ved stuetemperatur, så den bliver nemmere at skære.
- Pak karamellerne ind enkeltvis i madpapir, og opbevar dem på køl.
Mine bedste tips til flødekarameller
Temperaturen er afgørende
Det vigtigste tip er at bruge et sukkertermometer. Karamelmassen skal ramme 120 grader for at få den rette konsistens. Jeg har før forsøgt at lave dem uden et termometer. Men der blev karamellerne enten for hårde eller for bløde.
Hvis du tager den af varmen for tidligt, kan karamellerne blive for bløde og klistrede, fordi massen ikke har kogt tilstrækkeligt ind. Bliver den for varm, kan karamellerne til gengæld blive meget hårde.
Vær tålmodig under kogningen
Det kan tage omkring en time at koge karamellen ind, og det er helt normalt. Lad den småboble ved middel til lav varme, og undgå at skrue kraftigt op for varmen for at fremskynde processen. Så mindsker du risikoen for, at karamellen brænder på i bunden af gryden.
Lav gerne dobbeltportion
Denne opskrift giver en lille portion flødekarameller. Hvis du vil lave flere, kan du fordoble alle ingredienserne. Vær dog opmærksom på, at en dobbeltportion typisk tager længere tid at koge ind, og at det stadig er temperaturen, der afgør, hvornår karamellen er færdig.
Sådan får du den bedste konsistens
Karamellerne er faste, når de er helt kolde, og bliver blødere, når de står lidt ved stuetemperatur. Jeg synes, det giver den helt perfekte konsistens. Tag derfor gerne de karameller frem, du skal spise, lidt før servering.
Hvorfor bliver mine flødekarameller ikke faste?
En almindelig årsag er, at karamellen ikke er kogt tilstrækkeligt ind. Hvis massen ikke når den rette temperatur, kan karamellerne blive meget bløde og klistrede. Brug et sukkertermometer, og sørg for, at massen når 120 grader.
Hvorfor bliver mine karameller for hårde?
Det kan skyldes, at karamellen er blevet varmere end de anbefalede 120 grader. Temperaturen har stor betydning for den færdige konsistens, så hold godt øje med termometeret. Men altså. Hvis de er for hårde, kan du bare spise dem som bolsjer!
Kan jeg lave flødekarameller uden et sukkertermometer?
Det er muligt, men jeg vil klart anbefale et sukkertermometer til denne opskrift. Det gør det langt nemmere at ramme den rigtige konsistens, især hvis du tidligere har oplevet, at karamellerne ikke lykkes.
Hvordan opbevarer jeg hjemmelavede flødekarameller?
Opbevar karamellerne i en lukket beholder i køleskabet, gerne pakket enkeltvis i madpapir, så de ikke klistrer sammen. Tag dem ud lidt før servering, hvis du foretrækker dem bløde.








