Rabarbercrumble med marcipan, kokos og vanilje. Denne opskrift på rabarber crumble er den allerbedste jeg kender. Den er sprød og fyldt med sødme, som passer perfekt til de syrlige rabarber. Faktisk er den så god, at jeg hvert år glæder mig til rabarberne er klar – kun fordi, at jeg så skal have denne crumble.

Rabarbercrumble med marcipan
Denne opskrift på rabarberkage har jeg fra min veninde, som lavede den til mig for mange år siden. Siden den dag, har det været min favorit crumble. Jeg har dog tilsat revet marcipan til opskriften, for det synes jeg passer skønt sammen med rabarber, mandler, kokos og vanilje – men hvis du ikke lige har marcipan liggende, kan dette undlades.
Rabarbercrumble med marcipan
Ingredienser
Rabarber
- 500 g rabarber (gerne tynde og røde)
- 100 g sukker
- 50 g vaniljesukker (mindre kan nok også gøre det)
- 50 g mandler, grofthakkede
- 1 tsk. maizena
Crumble
- 125 g smør
- 50 g hvedemel
- 150 g sukker
- 125 g kokosmel
- 1 knivspids bagepulver
- 100 g marcipan
- 1 stk. æg
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 180 grader (over-og undervarme).
Rabarber
- Vask rabarber grundigt. Snit rabarber i tynde skiver og kom dem i et tærtefad.
- Bland sukker, vaniljesukker, grofthakkede mandler og maizena sammen. Fordel det over rabarberne og vend det sammen.
Crumble
- I en skål blandes alle ingredienserne pånær marcipan. Bland det godt sammen – det er nemmest at bruge hænderne. Riv marcipan groft på et rivejern og tilsæt. Bland det igen godt sammen.
- Fordel dejen i klumper over rabarberne (som på billedet).
- Bages midt i ovnen i cirka 25 minutter. Hvis den bliver for mørk, kan du komme et stykke staniol over. Toppen skal være gylden.
- Der kan godt være en del væske, lige når den tages ud af ovnen. Dette stivner når den køler ned.
- Serveres med creme fraiche til.
Noter
Der skal 50g vaniljesukker i opskriften. Det lyder måske voldsomt, men jeg lover at det smager fantastisk. Hvis du ikke lige har 50g vaniljesukker, så kan mindre sikkert også gøre det. Så skal der blot tilsættes lidt mere sukker.

Rabarbercrumble med mandler
I denne crumble er der både tilsat marcipan og grofthakkede mandler. Mandlerne bidrager med knas og marcipan bidrager med en skøn smag. Jeg smutter ikke mandlerne, men hakker dem blot groft.
Frosne eller friske rabarber
I denne opskrift har jeg brugt friske rabarber – og allerhelst de tynde røde rabarber. Jeg tænker dog sagtens, at der kan bruges frosne rabarber til denne opskrift. Hvis du bruger frosne rabarber, så ville jeg tilsætte 1 tsk. mere maizena. Husk at du ikke kan spise rabarberbladene, men kun stænglerne. Når du skal plukke dine rabarber, har jeg lært af min far, at rabarber trækkes op ad jorden. Så får man mest muligt af stænglen med – og smagen skulle særligt sidde i den nederste del. Jeg har ikke tilsat noget for at fjerne oxal i denne opskrift, da jeg ikke synes det er nødvendigt. Men hvis du har nogle meget grønne rabarber, kan det godt være at du med fordel kan tilsætte nonoxal.
Kan rabarbercrumble fryses?
Rabarber crumble kan eftersigende godt fryses – både før og efter tilberedning. Jeg har dog ikke selv forsøgt, da crumble herhjemme bliver spist lynhurtigt og allerhelst med creme fraiche til. Hvis du ikke er til creme fraiche, så kan du servere vaniljeis eller flødeskum til.
Gluten-og mælkefri variant
Hvis du ikke tåler mælkeprodukter eller gluten, kan du sagtens skifte mel ud med havremel og bruge en vegansk ‘smør’ i stedet for almindelig smør.



Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
12 Kommentarer
Virkelig lækker kage
Mange mange tak :-)
Tror du den blir like god hvis man bruker eks hindebær/blåbær? Hvis man ikke er heeeelt vill med rabarbra
Hej, det har jeg desværre ikke forsøgt :-) Skriv endelig hvis du får det prøvet. Måske hindbær er bedst, da de er lidt syrlige ligesom rabarber.
Mega mega MEGA lækker opskrift!! Jeg havde dog kun 250-300 g rabarber og brugte derfor også både mindre sukker og kun 25g vanillesukker og kagen blev stadig skøn (og meget sød). Jeg havde åbenbart ikke tjekket ingredienser af inden jeg gik igang med bagningen og havde også kun 40 g (almindelig) kokosmel. Derfor tilsatte jeg Urtekrams ristede kokoschips som erstatning og det kan altså også anbefales:D
Og så er jeg VIRKELIG imponeret over at I har delt den 3 mennesker! Vi var 5 voksne (kageelskere) og vi klarede ikke det hele:D:D
EJ hvor dejligt, mange tak! Så skønt at du kan lide opskriften :-) Og dejligt at den blev god alligevel. Ha ha, vi spiste også til vi havde mavepine.
Hej Stinna
Det intet mindre end vanvittig god – Hvis man vil gøre den glutenfri kunne man så bruge havremel eller mandelmel??
Har du erfaring med det
Tusind tak :-) Det har jeg desværre ikke forsøgt, men jeg tror at både mandelmel og havremel vil være fint. Ellers måske lidt rismel?
Hej
Lavede kagen igår med frosne rabarber, det sejlede med saft, også da den var kold. Så helt sikkert mere maizena i frosne bær. Ellers en lækker kage.
Tak for tilbagemelding. Det noterer jeg lige i opskriften :-) og dejligt at den blev god alligevel.
Lavede denne i fredags og må sige, at det virkelig er lækkert med kokos i en crumble. Mums den er god :-) Jeg lavede den med nyplukkede rabarber fra haven og havde ingen problemer med overskydende saft.
Ej hvor dejligt, tak for tilbagemeldingen :-)