
Brownie som den er allerbedst – sprød i kanten og fudgy (lidt sej) i midten. Brownie er virkelig en kage for chokoladeelskere og i denne opskrift har jeg ikke sparet på hverken chokolade eller kakao. Den er tung, kompakt, intens og fyldig. Faktisk vil jeg kalde denne chokoladedrøm for verdens bedste brownie – i hvert fald for os herhjemme. For den smager godt og så er den nem at bage – og giver et skønt resultat hver gang.
Opskrift på brownie
Opskriften er en helt klassisk brownie, med den karakteristiske krakelerede overflade. Herhjemme spiser vi blot brownien som den er, men den smager nu også skønt med en kugle vaniljeis til. Denne fudgy brownie er med både chokolade og kakao, som giver en virkelig skøn smag. Derudover bruger jeg både brun farin og sukker, som giver en dybere smag. Herunder kommer min opskrift på brownies, som jeg synes er verdens bedste brownie:
Brownie
Redskaber
- Form – cirka 22 x 32 cm.
Ingredienser
- 125 g smør
- 250 g mørk chokolade
- 4 stk. æg
- 200 g sukker
- 150 g brun farin
- 4 spsk. kakao (bagekakao)
- 3/4 tsk. groft salt
- 2 tsk. vaniljesukker
- 70 g hvedemel
Sådan gør du
- Start med at smelte chokolade og smør sammen i en gryde eller over et vandbad. Lad det køle helt af.
- Tænd ovnen på 175 grader alm. ovn (dvs. over-og undervarme).
- I en skål piskes æg, sukker og brun farin. Pisk 2-3 minutter, til det er luftigt og skummende. Brug gerne en håndmikser eller en røremaskine med piskefunktion.
- Vend chokolade-blandingen (den skal være helt kold) i æggemassen. Vend det forsigtigt sammen.
- Tilsæt nu resten af ingredienserne og vend det forsigtigt sammen, så luften ikke mases ud af æggemassen. Du kan med fordel si ingredienserne i, hvis der er klumper i de tørre ingredienser.
- Beklæd en form med bagepapir. Fordel kagedejen der. Dejen skal være cirka 2-3 cm høj.
- Brownien bages midt i ovnen i cirka 20-25 minutter. Prik i den med en gaffel. Der skal hænge lidt kagedej ved, men må endelig ikke blive bagt for meget. Det er meningen, at den skal være lidt underbagt i midten – uden at være flydende.
- Lad brownien køle helt af. Allerhelst på køl i minimum 3 timer – gerne natten over.
Noter
Brownie med chokolade
Brownie er en klassiker med en intens chokoladesmag. I denne opskrift har jeg bagt med en 70% mørk chokolade. Du kan også tilsætte lidt ekstra grofthakket chokolade eller grofthakkede valnødder. Alt efter hvordan du vil have din kage, kan du justere bagetiden. Hvis du giver den 25 minutter får du en kage, der er sej og fast – men bestemt ikke tør. Når du prikker i den, er det vigtigt at der sidder en smule kagedej på gaflen. Hvis du ønsker en endnu blødere brownie, så tag den ud lidt før. Det er meget vigtigt at du holder øje med kagen, for der er forskel fra ovn til ovn. Men det er absolut ikke svært at bage den – man skal blot være lidt opmærksom på bagetiden.
Allervigtigst er det, at du venter med at skære den, til den er helt afkølet. Gerne et par timer i køleskabet, så du er sikker på at den er som den skal være. Det er svært at lade være, men den er først rigtig fast og perfekt, når den har fået lov til at køle helt ned. Midten er stadig lidt blød, men uden at flyde ud som ved flydende chokoladekage.
Kan brownie laves i forvejen?
Allerbedst er det faktisk, hvis du laver brownien en dag i forvejen. Så er den helt perfekt, når den skal serveres – hvis du da kan lade den være så længe. Så hvis du skal have gæster, så bag den gerne dagen i forvejen. Så er den allerbedst.
Frysning af brownie
Du kan også sagtens fryse brownie. Lad den blot tø op ved stuetemperatur – den smager også skønt, når den er halvfrossen.
Nødder i browniekage
Herhjemme synes vi, at den perfekte brownie er uden nødder. Men du kan sagtens tilsætte grofthakkede valnødder eller hasselnødder. Brug gerne en chokolade af god kvalitet, men en chokolade fra Supermarkedet er ganske fin. Jeg bruger helst en chokolade på 70% (eller 85%), men jeg er også virkelig glad for en intens chokoladesmag.
Prøv også gerne min kinderbrownie eller bønnebrownie. Denne opskrift er inspireret af Jons opskrift.


Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
10 Kommentarer
Uhm, den skal prøves! Fødselsdagskage til kollegaer ☕ Hvordan vil du opbevarer den fra aftenen før og indtil den skal serveres? Køleskab eller lufttæt beholder?
Dejligt at høre :-) Jeg opbevarer den i en boks i køleskabet.
Hej Stinna.
Først tak for denne fantastiske blog der sørger for min søn, jeg og kæreste får mad på bordet ☺️
Lige et par spørgsmål .
Kan man bruge røremaskine til at piske æg, sukker og farin ?
Og gør det en forskel at bruge rørsukker end hvidt sukker ?
Skal man si mel, kakao, vanilje pulver i? Det plejer man normalt i brownie
Har lige bagt den og glæder mig til den!!
Hav en fantastisk dag !
Hej Ditte, tusind tak for din besked :-) Så dejligt at du kan bruge mine opskrifter.
Jeg bruger røremaskine, det tilføjer jeg lige i fremgangsmåden. Rørsukker giver nok en dybere smag, men når der er brun farin, er det ikke nødvendigt.
Jeg sier ikke de tørre ingredienser, men det kan man sagtens – jeg er nok lidt for utålmodig :-)
Jeg håber at den er god. Skriv endelig hvad du synes. God dag til dig også!
Denne brownie! Den er vold fantastisk! Det var virkelig et hit! Bedste brownie til dagens dato!
Tak for den opskrift! Den blev spist, så har valgt at lave en ny allerede i aften … det bliver en dårlig vane kan jeg fornemme ;)
Sikke en dejlig besked, tusind tusind tak :-)
Brownies er bedst fra frossen.
Ja frossen brownie smager skønt :-)
Det er simpelthen en fuldstændig FANTASTISK lækker kage.
Opskriften er nem og enkel at følge og resultatet var perfekt første gang.
Tusind tusind tak :-) Hvor er det dejligt!