Brownie med bærskum og friske sommerbær. Denne brownie er den perfekte sommerkage og det allerbedste er, at den sagtens kan laves dagen i forvejen. Faktisk bliver denne brownie bedst, hvis du bager den dagen før og opbevarer den i køleskabet.
Brownie med bær
Denne opskrift tager udgangspunkt i denne brownie, som i al beskedenhed er ganske fantastisk. Den er tung, kompakt og sej – lige som en brownie skal være. For at gøre brownien til en sommerkage, har jeg tilføjet en bærskum lavet af hindbær og flødeskum.
Brownie med bærskum
Ingredienser
- 150 g frosne hindbær
- 4 spsk. sukker
- 1 spsk. citronsaft
- 2,5 dl piskefløde
Sådan gør du
- Kom hindbær, sukker og citronsaft i en gryde. Lad det koge ved lav varme i cirka 10 minutter – mos gerne bær med en gaffel. Bærkompotten skal være lidt fast, så den kan vendes i flødeskum. Lad kompotten køle helt af i køleskabet.
- Pisk flødeskum (pas endelig på, det må gerne være lidt fast men skal ikke skille). Vend bærkompot i flødeskummet lidt ad gangen, til du har den rette konsistens. Jeg brugte det hele.
- Kom bærskummet på kagen og top kagen med friske bær.
Sommerkager med bær
Hvis du skal bage andre skønne sommerkager, så kan jeg også anbefale dig at bage hjemmelavet jordbærtærte. Her kan du toppe tærten med alle sommerens friske bær. Ellers vil jeg anbefale min egen favorit – nemlig min venindes rabarbercrumble.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.