Semidried tomater

Nemme semidried tomater i ovnen med cherrytomater, timian, balsamico og olivenolie. Perfekt til at gemme havens tomater og bruge i salater, pasta og pesto.

Semidried tomater – hjemmelavede ovntørrede tomater

Har du også en overflod af tomater i haven, som du næsten ikke kan nå at spise? Så har jeg en virkelig nem løsning til dig: hjemmelavede semidried tomater.

Når tomatplanterne først rigtig går amok, kan det være svært at følge med. Jeg synes derfor, det er genialt at forvandle nogle af tomaterne til semitørrede tomater. De bliver søde, intense og fyldt med smag, og så kan de bruges til så utrolig meget.

Jeg laver dem i ovnen med lidt olivenolie, balsamico, timian, sukker og salt. Det kræver næsten ingen forberedelse – det er primært ovnen, der gør arbejdet.

Og hvis jeg heller ikke når at få spist de semitørrede tomater, er det faktisk ikke noget problem. De kan nemlig nemt trylles om til en lækker hjemmelavet tomatpesto eller blendes til en skøn ovnbagt tomatsauce.

Semidried-tomater

Hjemmelavede semidried tomater

Vær den første til at bedømme!
Antal: 1 portion

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 2 timer

Ingredienser

  • 1 kg cherrytomater
  • 2 tsk. timian
  • 2 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. balsamico
  • 1 spsk. olivenolie

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 100 grader varmluft.
  2. Halver cherrytomaterne og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg dem med skæresiden opad.
  3. Fordel olivenolie, timian, sukker, salt og balsamico over tomaterne.
  4. Sæt bagepladen midt i ovnen og bag tomaterne i cirka 2 timer. Hold øje med dem undervejs, da tomater kan variere meget i størrelse og væskemængde.
  5. Tomaterne skal være tydeligt tørrede og koncentrerede i smagen, men jeg kan godt lide, at de stadig har lidt saft og blødhed tilbage i midten. Derfor kalder jeg dem semidried frem for helt tørrede tomater.
  6. Lad dem køle af og kom dem derefter i en ren beholder med låg. Opbevar dem i køleskabet.
Hvad synes du om opskriften?
Vær den første til at bedømme!

(Jeg ville blive meget glad for en kommentar!)

Pin Del Print
Del dit resultat på IGOg tag mig endelig med @stinnagm, hvis du laver en af mine opskrifter! Vil elske at se hvad du får lavet!

Brug dine semidried tomater til alt muligt

Jeg synes, det er en virkelig god måde at få brugt mange tomater på, fordi de semitørrede tomater kan bruges i så mange retter. Jeg kommer dem blandt andet i pastaretter, salater, på pizza eller i sandwich. De er også virkelig gode sammen med ost, frisk basilikum og godt brød.

Og som sagt kan du også bruge dem til at lave tomatpesto. Blend de semitørrede tomater med eksempelvis parmesan, pinjekerner og lidt ekstra olivenolie, så har du en virkelig smagfuld pesto.

Du kan også blende dem sammen med andre ingredienser til en intens tomatsauce. På den måde får du endnu mere ud af de tomater, du har dyrket i haven.

Tips til hjemmelavede semidried tomater

Jeg bruger cherrytomater, men du kan sagtens bruge andre små tomater. Hvis tomaterne er meget store, kan du skære dem i kvarte.

Det vigtigste er at holde øje med tomaterne undervejs. Nogle tomater indeholder mere væske end andre, og derfor kan bagetiden variere.

Jeg synes, 2-3 timer passer godt til den konsistens, jeg gerne vil have. Hvis du ønsker mere tørre tomater, kan de få længere tid i ovnen.

Du kan også variere krydderierne. Prøv for eksempel med oregano, rosmarin eller lidt hvidløg, hvis du gerne vil give dem en anden smag.

Hvorfor kommer jeg sukker på?

Sukkeret er ikke kun med for at gøre tomaterne søde. Det hjælper med at fremhæve tomaternes naturlige sødme og giver dem en mere intens og koncentreret smag, når de tørrer i ovnen.

Balsamicoen giver samtidig lidt syre og dybde, som passer virkelig godt sammen med de søde tomater.

Stinna

Stinna

Hej og velkommen til! Her på bloggen deler jeg opskrifter på vegetarisk mad og en masse sundere søde sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering