Luksus rosinboller med chokolade

Opskrift på rosinboller med chokolade

Der findes næsten ikke noget bedre end lune, hjemmebagte boller med smør. Og hvis du spørger mig, bliver de kun endnu bedre, når der både er rosiner og mørk chokolade i dejen. Herhjemme er vi nemlig helt vilde med chokoladeboller – så denne udgave var et hit herhjemme.

De her luksus rosinboller med chokolade er bløde, søde og fyldt med små stykker mørk chokolade og saftige rosiner. Jeg synes, kombinationen af rosiner, kardemomme og mørk chokolade er virkelig god. Det er sådan nogle boller, som hurtigt forsvinder fra køkkenbordet, når de først kommer ud af ovnen.

Jeg bager dem gerne til en hyggelig eftermiddag, weekendmorgen eller når vi får gæster. Og de er selvfølgelig allerbedst, mens de stadig er lune. Jeg serverer dem gerne med koldt smør, som langsomt smelter ned i den lune bolle.

Rosinboller med chokolade

Opskriften giver cirka 15 boller. Jeg vejede mine dejportioner af til omkring 80 g, så bollerne bliver nogenlunde ens i størrelse.

Rosinboller

Luksus rosinboller med chokolade

Vær den første til at bedømme!
Antal: 15 stk

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Hævetid 1 time 15 minutter

Ingredienser

  • 2,5 dl kold sødmælk
  • 25 g gær
  • 70 g sukker
  • 2 æg
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 lille tsk. groft salt
  • 550-600 g hvedemel
  • 70 g blødt smør
  • 100 g mørk chokolade gerne 70-80 %
  • 100 g rosiner

Pensling

  • 1 æg sammenpisket
  • 2 spsk mælk
  • perlesukker

Sådan gør du

  1. Start med at komme mælk og gær i skålen til min røremaskine. Gæren opløses i den lunemælk.
  2. Tilsæt derefter sukker, æg, kardemomme og salt og rører det sammen.
  3. Kom hvedemelet i lidt ad gangen. Jeg holder gerne lidt igen med de sidste 50 g, da der kan være forskel på, hvor meget mel dejen har brug for. Lad dejen ælte nogle minutter.
  4. Tilsæt det bløde smør i tern og ælt videre, indtil dejen er blank og smidig.
  5. Til sidst tilsætter jeg rosiner og grofthakket mørk chokolade. Jeg vender det forsigtigt ind i dejen og undgår at ælte for længe, så chokoladen ikke begynder at smelte.
  6. Lad dejen hæve i cirka 45 minutter et lunt sted med et fugtigt viskestykke over.
  7. Vend dejen ud på et let meldrysset bord og del den i cirka 15 stykker. Jeg vejede mine til omkring 80 g stykket.
  8. Spænd bollerne op ved at folde siderne ind under bollen. Tril dem runde og placer dem med lukningen nedad i et ildfast fad beklædt med bagepapir. Der må gerne være lidt plads mellem bollerne, så de kan hæve og vokse lidt sammen.
  9. Lad dem efterhæve i cirka 30 minutter under et fugtigt viskestykke.
  10. Tænd imens ovnen på 220 grader almindelig ovn, altså over- og undervarme.
  11. Pensl bollerne med sammenpisket æg og mælk. Drys med perlesukker og bag dem i cirka 13-15 minutter, indtil de er flotte og gyldne.
  12. Hvis din ovn bager meget kraftigt ovenfra, kan du lægge et stykke stanniol løst over bollerne og eventuelt flytte dem lidt længere ned i ovnen. Så kan de bage færdigt uden at blive for mørke.
  13. Lad dem køle lidt af – hvis du kan vente. Jeg synes, de er helt fantastiske lune med smør.
Hvad synes du om opskriften?
Vær den første til at bedømme!

(Jeg ville blive meget glad for en kommentar!)

Pin Del Print
Del dit resultat på IGOg tag mig endelig med @stinnagm, hvis du laver en af mine opskrifter! Vil elske at se hvad du får lavet!

Tips til de bedste rosinboller

Jeg vil anbefale, at du ikke kommer alt melet i på én gang. En blød og smidig dej giver efter min mening de lækreste boller, så tilsæt hellere det sidste mel lidt ad gangen.

Det er også vigtigt, at smørret er blødt, når det tilsættes. Det gør det nemmere for smørret at arbejde sig ind i dejen.

Jeg bruger gerne mørk chokolade med 70-80 % kakao. Den mørke chokolade giver en dejlig kontrast til de søde rosiner og den sukkerholdige dej. Nogle gange bruger jeg også 85% chokolade, som vi er ret vilde med herhjemme.

Når chokoladen og rosinerne tilsættes til sidst, skal dejen ikke æltes mere end nødvendigt. Hvis du bruger chokoladeknapper, kan du selvfølgelig også bruge dem, men jeg synes, grofthakket chokolade giver nogle ekstra gode, store chokoladestykker i bollerne.

Kan jeg bruge lys chokolade?

Ja, det kan du sagtens. Jeg foretrækker mørk chokolade, fordi den giver lidt mere modspil til rosinerne, men lys chokolade vil give en endnu sødere og mere dessertagtig bolle.

Kan bollerne fryses?

Ja, de kan sagtens fryses. Jeg synes faktisk, det er en rigtig god idé at fryse dem ned, hvis du ikke får spist alle sammen på én gang. Boller bagt med gær kan nemlig blive meget tørre dagen efter bagning synes jeg.

Lad dem køle helt af, inden de kommes i fryseren. Når du får lyst til en bolle, kan den tø op og eventuelt lunes kort i ovnen eller mikroovn.

Hvorfor skal dejen hæve to gange?

Den første hævning giver gæren tid til at udvikle dejen og skabe luft. Efterfølgende formes bollerne og får en anden hævning, inden de kommer i ovnen. Det giver nogle mere luftige og bløde boller.

Kan jeg lave dejen dagen før?

Det har jeg ingen erfaring med ved denne opskrift. Jeg foretrækker nemlig at bage dem samme dag. Men hvis du justerer mængden af gær, tror jeg godt det kan lade sig gøre. Skriv endelig herunder, hvis du får det afprøvet.

Hvorfor bliver mine boller mørke?

Der kan være stor forskel på ovne. Hvis bollerne bliver mørke, inden de er færdigbagte, kan du lægge stanniol over dem under den sidste del af bagningen og eventuelt flytte dem længere ned i ovnen.

Stinna

Stinna

Hej og velkommen til! Her på bloggen deler jeg opskrifter på vegetarisk mad og en masse sundere søde sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering