Som jeg skrev i dette indlæg, får jeg af og til spørgsmål til mine billeder. Disse spørgsmål drejer sig som oftest om, hvilket kamera jeg bruger til mine billeder. Men jeg får også ofte et spørgsmål om, hvordan jeg redigerer mine billeder. Det vil jeg gerne svare på i dette indlæg.
Jeg laver altid en lille redigering / justering i mine billeder. Det er som oftest lidt ekstra lys, lidt skarphed og så skruer jeg ofte lidt ned for farvetemperaturen, da jeg godt kan lide mine billeder lidt kolde i farven. Jeg synes ikke det er meget der skal til, før at billederne fremstår finere end når de tages direkte fra kameraet. Men jeg vil gerne starte med at sige, at jeg bare har prøvet mig frem – jeg vil dog gerne dele med jer, hvordan jeg gør det.
Jeg redigerer mine billeder i et program der hedder Lightroom, som desværre ikke er gratis. Men det er nemt at anvende – og meget nemmere end fx photoshop (som jeg ikke er særlig god til). Her har jeg lavet en indstilling som gør, at jeg ved at trykke på én knap bare kan få mine billeder redigeret noglelunde som jeg plejer, altså så mine billeder kommer til at ligne hinanden i tone, lys og farve. Det er virkelig smart! Men hvis man nu ikke synes man vil betale penge for et redigeringsprogram, så kan jeg anbefale Picmonkey. Der kan man sagtens redigere sine billeder og det er deri jeg laver mine kollager.
Som I kan se på første billede (med haydari), så er venstre billede det redigerede og det højre er det uredigerede. På dette billede har jeg skruet op for lyset og tilføjet lidt skarphed. Det giver altså bare lige det sidste! Selvom jeg på ingen måde er ekspert i madfotografering eller aner særlig meget om at tage billeder, så synes jeg det er sjovt at prøve mig frem og ender ofte med et ok resultat :-)
På dette kagebillede har jeg skruet mere op for lyset, end på det første. Det er taget en dag hvor solen næsten var væk og blev derfor en anelse for mørkt for min smag. Her har jeg skruet på ‘exposure’ og ‘highlights’ i Lightroom, og derudover gjort billedet koldere i tonen ved at skrue på temperaturen. Til sidst en lille anelse ‘clarity’, som gør billedet lidt mere skarpt i udtrykket. Nogle vil måske mene at det redigerede er en anelse for lyst, men jeg kan godt lide at madbilleder er til den lyse side. Det er en smagssag.
Til sidst dette billede med boller. Det redigerede er det til venstre, hvis I er i tvivl. Egentligt var der fint lys på dette billede, men jeg synes det var for varmt i farvetonen, så jeg har her gjort det koldere og tilføjet en anelse mere lys.
Hvad tænker I? Hvordan redigerer I jeres billeder?
2 Kommentarer
Jeg synes det ser super lækkert ud sådan som du redigerer :-) Og mega smart med den der funktion i Lightroom så alle billederne redigeres nogenlunde ens!
Jeg bruger faktisk bare Fotos som ligger på alle Mac-computere. Jeg lysner dem som regel også altid lidt + giver dem kontrast, skarphed og ofte lidt mere mætning. Og så forsøger jeg at gøre farvetonen nogenlunde neutral, hverken for kold eller varm. Nogle gange kan jeg godt ændre i farven enkelte stedet i billedet, men der skal jeg ha’ lidt hjælp fra Photoshop og fotografen ;-)
Hov – din kommentar var helt smuttet :-)Jeg synes lightroom er SÅ meget nemmere end photoshop.