13,3K
Skønne sunde squashmuffins. Herhjemme er vi ret vilde med sundere muffins, som vi kan have med på farten og som jeg kan have med som madpakke. Derfor bagte jeg forleden denne portion lækre squashmuffins, som virkelig er gode som sunde morgenmadsmuffins eller madpakkemuffins.
Morgenmadsmuffins – muffins med havregryn
Disse squashmuffins er lavet som en sundere variant. Jeg har skiftet mel ud med havregryn for at gøre dem mere morgenmads-agtige og så har jeg kun tilsat meget lidt sødende til dem. De er sødet med banan og en smule honning. Honning kan sagtens skiftes ud med noget sukkerfrit, fx sukrin eller andet.
Derudover er disse muffins med kanel og kardemomme, som gør dem dejligt krydrede i smagen. Min kæreste synes de minder lidt om krydderkage eller julekage i smagen.
Hvis du også er vild med nemme muffins, som kan spises til morgenmad eller på madpakken, så er disse måske noget for dig:
Sunde squashmuffins
Antal: 10 stk.
Ingredienser
- 1 lille squash (200g)
- 150 g havregryn
- 4 æg
- 2 tsk. kanel
- 1 tsk. kardemomme
- 1 tsk. bagepulver
- 1 lille banan
- 1 dl mælk (jeg brugte havremælk)
- 50 g kokosmel (det almindelige der bruges til kokosmakroner)
- 1 spsk. honning eller andet sødende
- 1 drys salt
- 25 g smør smeltet
Yoghurt-topping
- 1 dl græsk yoghurt
- sirup/honning/sukrin
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 200grader varmluft.
- Riv squash groft og kom det i en skål.
- Blend havregryn I en blender eller I en minihakker/foodprocessor. Det skal blendes fint, men ikke helt som mel.
- Tilsæt æg, kanel, kardemomme, bagepulver, banan, havremælk, kokosmel, honning, salt og smeltet smør til foodprocessoren. Blend det godt.
- Hæld indholdet fra foodprocessoren over i skålen med squash. Vend det grundigt sammen.
- Fordel dejen i muffinsforme. Jeg bruger nogle lavet af silikone, så dejen ikke hænger fast.
- Bages i ca. 25-30 minutter. Lad dem køle af.
- Hvis de spises til morgenmad, kan de toppes med græsk yoghurt blandet med lidt sødende.
- Velbekomme.
14 Kommentarer
Jeg er super tilfreds med denne opskrift. De er gode at putte i børnenes madpakke en gang imellem.
Hej Malene. Ej hvor dejligt at du kan bruge opskriften. Tak :-)
Tusind tak for nogle fantastiske opskrifter. Squash muffins, ved du hvor mange kalorier der er i dem?
Godt at vide inden jeg bager og forelsker mig i dem.
Hej Dorte :-) Tak for det, dejligt at du kan bruge opskrifterne. Jeg tæller desværre aldrig kalorier, så det ved jeg desværre ikke.
De ser lækre ud…..
Tror du, at jeg evt kan skifte banan ud med et par dadler?
Jeg kan ikke tåle banan.
Mange tak :-) Det har jeg ikke forsøgt, men det tror jeg sagtens.
Hej
Tænker jeg vil bage dem til et brunch bord… har du erfaring med, om de er ok at fryse ?
Vh Katrine
Hej. Det har jeg desværre ikke forsøgt :-) Men det tror jeg godt.
Hej Stinna.
Hvis nu man ønskede at lave dem med mel, vil det så være samme mængde som havregryn?
Hej Sanne. Hmm det har jeg faktisk ikke forsøgt. Jeg ville prøve med samme mængde og hvis dejen virker for tør, så tilsæt mere væske :-)
De ser godt nok lækre ud! Kan man erstatte banan med noget andet?
Hej Maja. Det har jeg desværre ikke forsøgt. Måske med dadler? :-)
Stor fan af disse. De bliver lavet ofte og puttes i fryseren.
Til dem der tæller kalorier… Jeg får 12 ud af portionen og der er 137 kalorier pr stk når der er brugt skummetmælk.
Hvor er det dejligt, at du kan bruge opskriften :-) Tak!