Tzatziki

af Stinna

Tzatziki med græsk yoghurt, agurk, hvidløg og olivenolie. Her vil jeg gerne dele min variant af den skønne tzatziki, som virkelig passer godt til en sommeraften med grill – eller en grå vinterdag, hvor maden gerne må smage lidt sommerlig.

Nem tzatziki

Tzatziki er en af de bedste dips/dressinger jeg ved. Det smager af sommer og passer perfekt til en middag ude. Min variant er lavet med inspiration fra min mors opskrift. Da jeg skulle lave tzatziki første gang selv ringede jeg nemlig til min mor for at høre, hvordan det nu lige var, at hun altid lavede tzatziki. Min mors opskrift er med samme ingredienser som her – og så nævnte hun at jeg skulle huske at komme olivenolie i. Det gør den nemlig ekstra cremet og giver den et blankt udseende. Så opskriften herunder er min mors – pånær at jeg valgte at salte mine agurker, hvor min mor plejer blot at dræne dem i en si. Begge dele burde give et rigtig fint resultat.

Opskrift på tzatziki

Herunder kommer opskriften på min tzatziki. Jeg har brugt en fed græsk yoghurt (vælg den på 10%, det smager så skønt), agurker fra min fars drivhus, hvidløg, olivenolie, salt og peber. Det hele røres sammen og spises med det samme. Hvis du ønsker en lidt kraftigere hvidsløgssmag, så lad tzatzikien stå i nogle timer (eller lav den dagen før servering). Så bliver smagen ekstra kraftig. Jeg har angivet at der er til fire personer. Så er der måske også en ret til dagen efter – selvfølgelig alt efter mængden af tilbehør.

Tzatziki

Forb. tid10 minutter
Tilb. tid10 minutter
Ret: Dip og dressinger
Køkken: Vegetarisk
Antal: 4 personer
Forfatter: Stinna
Ingen stjerner endnu

Ingredienser

  • 2 stk. store agurker
  • salt
  • 5 dl græsk yoghurt (helst 10%)
  • 1 spsk. olivenolie (+ mere til topping)
  • 2 fed hvidløg
  • peber

Sådan gør du

  • Riv agurkerne groft på et rivejern. Kom dem i en skål og drys groft salt over dem. Vend det godt sammen og lad det stå i ca. 15-20 minutter.
  • Imens røres græsk yoghurt sammen med olivenolie, presset (fintrevet) hvidløg og peber.
  • Skyl agurkerne grundigt under koldt vand. Pres vandet ud af dem og lad dem dryppe lidt af – til der ikke kommer mere vand ud af dem. Bland agurlerne sammen med resten af ingredienserne. Rør det godt rundt.
  • Serveres med det samme eller opbevares på køl.
  • Velbekomme.

Idéer til tilbehør: Græsk kikærtesalat, græske fladbrød og græske ovnbagte kartofler.

Tzatziki

Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.