Sunde pandekager med havregryn. Lækre pandekager lavet med havregryn og kun en smule mel. Perfekte til morgenmad eller som en lille dessert. Fyld dem med dit favoritfyld – fx chokolade og friske bær.
Sunde pandekager
I Aarhus er det gråvejr i dag og er der noget bedre end gråvejr med pandekager? Disse pandekager er lavet af havregryn, æg og vanillepulver. De er SÅ lette at lave og kan rulles, så der kan komme lækkert fyld i. Jeg valgte dog at toppe mine med bær, smeltet chokolade og mandelflager, men det kunne også være skønt med marmelade i. Ofte spiser jeg små tykke bananpandekager, men engang imellem er det lækkert med søde tynde pandekager – som kan rulles.
Pandekager med havregryn
Opskriften er faktisk en gentagelse her fra min hjemmeside. De blev så gode sidst jeg lavede dem, at jeg ikke tænkte at det er nødvendigt med en ny opskrift. Jeg deler den dog med jer her igen, da der sikkert er nogen der ikke så dem sidst. Så herunder finder I opskriften på sunde pandekager. Pandekagerne er lavet uden banan og er i stedet sødet med en lille smule agavesirup. Ellers kan du bruge honning eller andet sødende. Jeg har også før lavet dem helt uden mel, hvor jeg blot bruger lidt ekstra havregryn – så skal du blot vende dem lidt mere forsigtigt.
Herhjemme spiser vi både pandekagerne til morgenmad i weekenden eller som en lille lækker dessert.
Opskrift på sunde pandekager uden banan:
Sunde pandekager med havregryn
Ingredienser
- 2-3 stk. æg
- 2,5 dl mælk
- 100 g havregryn
- 1 tsk vanillepulver ikke sukker
- lidt salt
- 1 tsk. sødende fx honning, agavesirup eller sukrin
- 2-3 spsk. hvedemel (alt efter konsistensen på din dej)
- smør til stegning
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne i en blender.
- Blend det hele godt sammen. Lad dejen hvile 5 minutter.
- Steges i lidt olie på en pande. Jeg brugte en pandekage-pande, som er lidt mindre end almindelige stegepander. Jeg fik 4-5 stk. ud af denne opskrift. Vend pandekagerne forsigtigt - så de ikke går i stykker.
- På disse pandekager kom jeg bær, smeltet mørk chokolade og mandelflager. Men kom i, hvad du selv synes – de vil også være lækre med en hjemmelavet hindbær-marmelade.
Noter
Hvis du leder efter sunde pandekager med banan, så er disse måske noget for dig: sunde bananpandekager. Pandekager med banan er også virkelig lækre og bliver i stedet til små tykke pandekager – lidt ala amerikanske pandekager.
Hvis du vil se flere madbilleder, så følg også gerne med på min instagramprofil. Her deler jeg dagligt madbilleder og små stories af, hvilket mad jeg laver i min hverdag.
32 Kommentarer
Kære Stinna, du skriver at pandekagerne er af havregryn, æg og banan, men der er ingen bananer i opskriften. Mener du mælk?
Hov – nej det er da gået for stærkt. Jeg har netop valgt at lave dem uden, da mange efterspørger opskrifter uden banan. Men har lavet dem én gang med en blendet banan i og det kan også sagtens fungerer. Tak fordi du lige opdagede fejlen! :-)
Dem skal jeg prøve! Eftersom jeg har lavet så meget syltetøj her til sommer ville det være rart med nogle sundere tynde pandekager at spise det til :)
Super lækre pandekager havde kun vanilie sukker så tog en tsk vanilie protein pulver det giver god smag samt rigtig god mæthedsfornemmelse og så puttede vi bananer i efter det er ikke sidste gang
Tak for tilbagemelding :-) Det lyder skønt!
Kan man lave dem uden æg ? Har du et alternativ
Hej :-) Det ved jeg desværre ikke lige hvad skulle være. Måske nogle loppefrøskaller?
Ved du hvor mange kcal der er i dem? :)
Hej, jeg tæller ikke selv kalorier, så det ved jeg ikke :-)
De smager virkelig godt!
Havde ikke lige noget vanilje pulver, så brugte kardemomme i stedet.
Ikke sidste gang jeg laver dem og kan klart anbefales!
Tusind tusind tak :-) Det lyder også skønt med kardemomme.
Hej Stinna – kan man bruge vaniljesukker i stedet for vaniljepulver, hvis man ikke er “bange” for sukkeret? Det er lige det jeg har stående i skabet :-)
Det kan du sagtens – det gør jeg også ofte :-)
Velsmagende pandekager :) Har dov svært ved at samle sig.
Dejligt at du kunne lide dem, selvom de ikke så nemt samlede sig. Det har jeg dog ikke haft problemer med, men prøver dem lige igen ved lejlighed.
Kan det virkelig passe der skal 2,5 del mælk i? Sejlen er jo HELT tynd
Hej, herhjemme passer det. Dobbelttjekker lige når jeg laver dem igen. Du kan tilsætte lidt hvedemel, hvis dejen er for tynd :-)
Hej igen :-) Nu har jeg bagt dem igen og hos mig er dejen ikke tynd – men tilføjer lige, at der i stedet for 2 spsk. mel kan tilsættes 3 :-)
ja så det git lort….. men jeg er nok bare en dårlig kok ):
Hej :-) Øv da! Må jeg spørge hvad der gik galt?
Smager skønt
Tusind tak :-)
Har lige prøvet at lave pandekagerne og var faktisk lidt skuffet. Jeg vil klart anbefale at de laves på havregrød frem for havregryn.
Øv at de ikke faldt i din smag :-) Hvordan laver du med havregrød?
Vi laver disse pandekager op til flere gange ugentligt og de er et kæmpe hit for både børn og voksne. Jeg blender dog havregrynene inden, så de ikke klumper så meget. Og bruger Havremælk.
Jeg havde også lidt problemer med at få dem til at hænge sammen på vores gamle pande, men nu kører det! :) panden skal være god varm og så justere jeg ofte ift mælk/mel, hvis den virker enten tynd eller tyk.
Sikke en skøn kommentar – så dejligt at I kan lide opskriften :-)
Og du har helt ret, det kræver lige en god pande og den rette mængde væske. Tak!
Jeg laver dem et par gange om måneden som en lækker lille snack til skolen. Jeg har lige fået bøjle og kan kun spise bløde ting – pandekager kan anbefales! Især den her opskrift. :)
Hvor er det dejligt at høre, tak for tilbagemeldingen :-)
Duften er det bedste.
Pandekagerne ligner dog lidt brød
Vil lige smage på dem engang vi ses
Tak – er det mon fordi de bliver for tykke, at du synes at de ligner brød? :-)
Absolut fan.
Min datter og jeg er ellevilde med dem
Ej hvor dejligt. Tak :-)