Juleboller med kanel, kardemomme appelsin og tørrede tranebær. De lækreste juleboller fyldt med smag og toppet med kanel og mandler. Julebollerne smager sødt, krydret og så bidrager de tørrede tranebær med lidt syre, som passer perfekt til de øvrige ingredienser. De hjemmebagte boller er bløde, luftige og fyldt med julekrydderier. Som min far sagde, så duftede de virkelig af jul og faktisk af julesmåkager.
Opskrift på juleboller
Opskriften på julebollerne er nem at lave. Bollerne er lavet med appelsinsaft og appelsinskal, som er en perfekt juleingrediens sammen med kanel. Så bliver det næsten ikke mere julet. Til denne opskrift har jeg brugt røremaskine, da dejen så æltes godt. Jeg tror dog sagtens, at du kan ælte dem i hånden i stedet.
Opskriften på juleboller giver cirka 18 boller. Spises helst lune med smør på – og gerne til morgenmad op til jul. Du kan også drysse lidt perlesukker på dem, for en lidt sødere bolle.
Juleboller
Ingredienser
- 2 dl lun mælk
- 1 stk. appelsin (usprøjtet, økologisk) skal og saft heraf
- 25 g gær
- 70 g sukker
- 1 spsk. kanel
- 1 tsk. kardemomme
- 1 stk. æg
- 1/2 tsk. salt
- 100 g smør blødt
- 100 g tørrede tranebær
- 650-700 g hvedemel (hold lidt igen, der er forskel på mel)
Pensling
- 1 stk. æg
- kanel
- hakkede mandler
Sådan gør du
- Start med at lune mælken i en gryde. Den skal kun være lun, da gær ellers ikke kan hæve.
- Smuldr gær i en skål. Tilsæt det lune mælk og rør rundt. Jeg brugte en røremaskine.
- Riv appelsinskal og pres saft af appelsinen. Tilsæt til skålen.
- Tilsæt sukker, kanel, kardemomme, æg og salt.
- Tilsæt nu mel. Kom ikke det hele i på én gang, da der er forskel på mel.
- Tilsæt smør i tern.
- Hak de tørrede tranebær og tilsæt dem til dejen.
- Ælt nu dejen til den slipper kanterne. Den skal være fedtet, men ikke klistre – men bestemt heller ikke tør.
- Lad dejen hæve i 1 time et lunt sted med et viskestykke over skålen.
- Efter 1 time skal bollerne formes.
- Vej bollerne af så de vejer cirka 70g stykket.
- Tril bollerne på en ren bordplade – mel burde ikke være nødvendigt.
- Placer bollerne på en bageplade. Lad dem nu hæve 30 minutter med et viskestykke over.
- Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft, men over-og undervarme).
- Pensel bollerne med æg og drys med kanel og hakkede mandler.
- Bages midt i ovnen i 10-12 minutter. Hold øje med dem, der er forskel på ovne. De er færdige når de er gyldne og lyder hule, når du banker under dem.
- Spises lune med smør på. Velbekomme.
Julebollerne kan sagtens fryses og de er allerbedst lune.
Juleopskrifter
Julebollerne kan sagtens fryses og de er allerbedst lune. Hvis du leder efter andre opskrifter, så prøv også gerne min fars opskrift på risalamande eller min nemme opskrift på boller med æble.
Du er også velkommen til at følge med på min instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
8 Kommentarer
Dine juleboller er fantastiske. Har nu bagt dem et par gange. De forsvinder som du for solen. Bliver en juleklassiker hos os.
Sikke en dejlig besked. Tusind tusind tak! :-)
De her juleboller smager fantastisk. Ligesom med de andre bolleopskrifter på denne side er de perfekte. Bløde, svampede og lækre. Også dagen efter.
Dejligt at høre, tak! :-)
Tak for opskrift på skønne juleboller
Dejligt at den kan bruges :-)
Bollerne er gode men hold nu op hvor er det en irriterende side at læse en opskrift på. Aldrig mødt reklamer under hver 5 linje. Enormt forstyrrende. Det gør at jeg fravælger denne konto fremover.
Hej Jane! Æv, det vil jeg da bestemt tage med videre. Jeg ser på, om det kan ændres :-)