Skønne æbleboller med kanel. Bollerne er lavet med hvedemel, fuldkornsmel, kanel og lækre æbler. Lækre boller som smager af efterår og er helt perfekte med smør på.
Æbleboller med kanel
I går kom min kæreste hjem med en kæmpe pose æbler. Faktisk så mangle æbler, at jeg ikke helt ved hvad dælen jeg skal bruge dem til. Men selvfølgelig skal vi nok få brugt dem alle sammen, jeg skal bare lige tænke lidt kreativt. Så da jeg i dag gerne ville bage boller, besluttede jeg mig for at tilsætte revet æble og kanel til dejen, så vi herhjemme kunne spise æbleboller med kanel.
Opskrift på boller med æble
Opskriften herunder rækker til cirka 12 boller. Du kan også forsøge at lave dem til juleboller med kanel – tilsæt gerne endnu flere julekrydderier og perlesukker på toppen.
Grove æbleboller med kanel
Ingredienser
- 25 g gær
- 5 dl koldt vand
- 1 spsk. sukker
- 1,5 tsk. salt
- 2 spsk. olie
- 2 store æbler
- 1 dl solsikkekerner
- 2 tsk. kanel
- 1 tsk. kardemomme (kan undlades)
- 100 g grove havregryn
- 1 stk. æg
- 500-600 g hvedemel (eller mere - der er forskel på mel)
- 200 g fuldkornshvedemel groft speltmel, fuldkornshvedemel eller noget lignende
- 1 stk. æg til at pensle bollerne med.
Sådan gør du
- Opløs gær i vand i en skål.
- Tilsæt salt, sukker, solsikkekerner, kanel, olie og grove havregryn.
- Tilsæt groftrevne (eller finthakkede) æbler og æg.
- Tilsæt nu mel lidt efter lidt. Dejen skal være fast - men må ikke være tør (dvs. gerne lidt klistret).
- Lad dejen hæve i en time ved stuetemperatur.
- Når bollerne er hævet, tændes ovnen på 200 grader (ikke varmluft).
- Kom bagepapir på en bageplade. Form bollerne i hænderne eller med en ske. Placer dem på bagepladen.
- Pensl bollerne med et sammenpisket æg.
- Når ovnen er varm sættes bollerne ind.
- Bollerne skal bages til de er gyldne. I min ovn svarer det til ca. 20 minutter, men hold øje med dem - der er forskel på ovne!
- Spises lune med smør på.
Noter
Frysning af boller med æble
Bollerne kan sagtens tåle en tur i fryseren. Det har vi gjort op til flere gange herhjemme og de bliver allerbedst, hvis de fryses næsten lige efter bagning. Så skal de blot tø op på køkkenbordet og lunes i ovnen inden servering. Så er der skønne boller til eftermiddagshyggen.
Hvis du vi have andre opskrifter med æbler, så prøv Sunde madpakke æblemuffins og Æbletærte med havregrynsbund og kanel. Eller hvis du leder efter andre opskrifter på sødt bagværk med gærdej, så prøv også mine fastelavnsboller.
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag.
37 Kommentarer
Kære Stinna, det giver måske sig selv, men skal æblerne rives og kommer du dem i sammen med havregryn, solsikkerkerner og kanel?
Hej, de skal rives groft og kommes i sammen med de ingredienser du skriver :-)
Mine yndlingsboller! Perfekt at lave når man har æbler til overs som skal bruges snart. Nemme og hurtige at lave med en lækker hård skorpe og svampede indeni. Lige til at komme i fryseren og varme op efterfølgende og de smager stadig fantastisk! De er anbefalelsesværdige! <3<3<3
Sikke en skøn besked, tusind tak :-)
Skal æblernes skrælles? :)
Det behøver de ikke :-)
Tror du man ville kunne bruge græskarkerner i stedet for? Og synes du det fungerer bedst at rive eller snitte æblerne? :)
Du kan sagtens bruge græskarkerner :-) Jeg skifter lidt mellem om jeg river eller skærer æblerne i meget små tern – begge dele fungerer fint.
en rigtig god opskrift,jeg bruger tørgær 1 pakke og det virker fint.
Mange tak skal du have :-)
Såå lækre boller
Tusind tusind tak :-)
Tusind tak for opskrift. Familien Elsker dem og jeg laver dem tit
Hov så lige jeg havde skr til dig om de lækre boller. Og det siger jo en del
Mange tak skal du have :-)
Bløde, svampede og lækre boller til eftermiddagsteen eller morgenmad. Jeg har bagt dem omkring 20 gange nu, altid med succes. Med og uden krydderier. Den bedste bolleopskrift indtil videre
Tusind tak skal du have :-)
Hej Stinna,
Jeg tror ikke jeg kan se hvor man tilføjer olien?
Det er rettet nu :-)
Hej Stinna
Dagens projekt er “bage boller” og da jeg kiggede på de alm. grovboller (som min søster altid laver – nam nam ) spottede jeg også lige denne opskrift, som også skal prøves, men er det en god idé også at varme bagepladen op først, ligesom du gør med de alm.?
Sikke et hyggeligt projekt :-) Du kan sagtens bage dem med en varm bageplade, men lige i denne opskrift gør jeg det ikke selv.
Kan man koldhæve dem? Og hvor meget gram gær skal man så bruge?
Jeg har desværre ikke prøvet at koldhæve dem :-) Men jeg ville prøve med cirka 12 g gær.
Kan man komme a38 i istedet for olie?
Det har jeg desværre ikke forsøgt mig med :-)
[…] Kanelboller er bløde og lækre boller, der drysses med sukker og kanel, før de kommer i ovnen. […]
Hej Stinna
Bruger du røremaskine til dine æbleboller ?
Hej, ja det gør jeg oftest :-)
Tusind tak.
Jeg bruger ofte en af dine opskrifter på både grovboller og gulerodsboller .
De smager fantastisk
Jeg har bagt bollerne 3 gange, første gang brugte jeg solsikkekerner, men har udskiftet dem med hakkede valnødder, de er bare mums og holder sig friske mange dage
Hvor dejligt! Tak for tilbagemeldingen :-)
Så super lækker boller
Tusind tak for det :-)
Jeg koldhævede bollerne med 1/4 pakke gær og 500 g hvedemel. 2 portioner blev til 27 boller til børnehaven, og børn og voksne ELSKEDE dem!
Hvor dejligt at de kunne lide bollerne :-) Tak for tilbagemeldingen.
Hej! Hvad kan jeg erstatte æg med? Jeg har en på arbejde der er allergisk ovenfor æg.
Hej, jeg har desværre ikke forsøgt uden æg :-)