Gulerodsbrud er bløde boller med gulerødder, solsikkekerner, smør og æg. Denne opskrift på gulerodsbrud er ligeså god, som gulerodsbruddene fra Salling Bageren. De er bløde, luftige og har den skønneste smag.
Opskrift på gulerodsbrud
Det er (næsten) ikke muligt at være fra Aarhus, uden at kende Salling bagerens gulerodsbrud. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange af de gulerodsbrud jeg har spist gennem mit liv. Som lille var det min søster og jeg der altid fik ét smurt gulerodsbrud hver – og jeg køber dem stadig. Der er kun én ting der slår Sallings gulerodsbrud – og det er hjemmelavede gulerodsbrud. De er bløde, lækre og fyldt med smag.
De bedste boller med gulerødder
Jeg vil vove at påstå, at det her er de bedste gulerodsbrud jeg har smagt. Opskriften har jeg fra min moster, som eftersigende har den fra Salling. Jeg har dog lavet lidt om på opskriften, så de passer til min smag. Gulerodsbruddene er ganske nemme at lave, selvom fremgangsmåden er lidt speciel.
Gulerodsbrud
Ingredienser
- 50 g gær
- 5 dl lunkent vand
- 50 g sukker
- 100 g smeltet smør (skal være afkølet)
- 1 stk. æg
- 2 tsk. groft salt
- 1 kg hvedemel (gerne med % indhold på 12-12,5%)
Fyld
- 200 g groftrevne gulerødder
- 2 stk. æg
- 100 g solsikkekerner
Sådan gør du
Dej
- Opløs gær i lunkent vand. Jeg bruger min røremaskine.
- Tilsæt sukker og smeltet smør. Tilsæt nu æg, salt og hvedemel. Hvedemel skal i lidt ad gangen. Dejen skal være blød og klistret – endelig ikke tør, men heller ikke flydende.
- Ælt dejen i cirka 7-10 minutter på røremaskine. Sæt dejen et lunt sted og kom et fugtigt viskestykke over skålen. Lad dejen hæve 45 minutter.
Bagning
- Skræl gulerødderne og riv dem groft.
- Når dejen har hævet, vendes dejen ud på et bord med en smule hvedemel.
- Lav en fordybning i dejen i midten, hvori du kommer gulerødderne, solsikkekernerne og æggene i.
- Fold dejen op omkring fyldet, så det er lukket inde.
- Hak nu i dejen. Gerne med en dej-skærer eller en kniv. Hak og fold dejen, så fyldet fordeles og dejen bliver delt i små stykker.
- Del dejen i 14-18 stykker og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Du skal endelig ikke forme bollerne – det er meningen, at de består af små stykker. På den måde bliver de til gulerodsbrud og ikke gulerodsboller.
- Tænd ovnen på 225 grader.
- Lad bollerne hæve under et fugtigt viskestykke i 30 minutter, mens ovnen varmer.
- Bag gulerodsbruddene midt i ovnen i 12-15 minutter. Hold øje med dem. De skal være gyldne og bløde.
- Spises lune med smør på. Velbekomme.
Grove gulerodsbrud
Hvis du er på udkig efter boller med fuldkorn, så kan jeg anbefale mine grove gulerodsbrud (måske sunde gulerodsbrud). Ellers tror jeg sagtens, at en smule af melet i denne opskrift kan erstattes af groft mel. Ellers kan jeg også anbefale mine grove gulerodsboller.
Gulerodsbrud med olie eller smør
I denne opskrift har jeg brugt smør, da jeg elsker smagen af hvid gærdej med smør i. Du kan sikkerts sagtens erstatte med olie, men jeg har ikke forsøgt. Hvis du forsøger, så vil jeg anbefale at bruge en smagsneutral olie. Olivenolie kan godt smage kraftigt.
Frysning af gulerodsbruddene
Gulerodsbruddene kan sagtens fryses. Jeg fryser dem lige når de er bagt og stadig er lune. Så er de gode, når de bliver tøet op igen.
Følger du med på Instagram? Ellers er du meget velkommen.
24 Kommentarer
De lækreste gulerodsbrud jeg har smagt! Det bliver helt sikkert denne opskrift jeg vil bruge fremover.
Sikke en skøn tilbagemelding, tak! :-) Dejligt at opskriften kunne bruges.
Nu har jeg lavet dine brud utallige gange, så det er vist på sin plads at jeg skriver en kommentar.
De er fantastiske!!! Perfekt til søndag morgen, i madpakken med salat laks og rygeost, eller med pesto, serrano skinke, ruccola og parmesanost ❤️ eller aftenskaffen med ost.
Hvor dejligt! Tusind tusind tak :-)
Det er de bedste gulerodsbrud, jeg til dato har bagt <3
Jeg brugte den oplyste mængde mel (og det passede rigtig fin – det gør det ikke altid i alle opskrifter, og melmærke, "vind & vejr" kan måske også spille ind), dog valgte jeg at udskifte 1/4 af hvedemelen med grahamsmel blot for at få lidt mere fuldkorn i gulerodsbruddet. Det fungerede også rigtig fint.
Det bliver med garanti en opskrift, som jeg vender tilbage til ;-)
Sikke en skøn kommentar. Tak! :-)
Hejsa! Kan dejen hæve i køleskabet natten over..? Evt med mindre gær.
Hej, det tror jeg godt. Men jeg har ikke forsøgt :-)
Elsker disse gulerodsbrud, har lavet den mange gange efterhånden. De er så lækre, svampede og luftige, lige som et brud efter min mening skal være! :-)
Jeg har planer om at bage dem til min datters 1 års fødselsdag så hun kan dele dem ud i vuggestuen, dog anbefaler man ikke at give for mange solsikkekerner til børn, så overvejede om man mon kunne skifte solsikke kernerne ud med græskarkerner? Evt. hakkede græskarkerner. Har du nogen erfaring med det? :-)
Ej hvor godt – tak! Det tror jeg godt, men jeg har desværre ikke forSøgt mig med det.
Der står både æg i med pkt 2 under dej og så igen sammen med gulerødder og solsikkekerner. Jeg er lidt forvirret Skal der bruges ét æg begge steder? På billedet er der to blommer med gulerødder og kerner, men skulle der så have stået 3 æg, hvis der også skal bruges i pkt 2?
Hej – ja der skal bruges 3 stk æg :)
1 i dejen og 2 stk. i fyldet.
Bedste gulerodsbrud ever. Er igang med at bage dem for 117. gang (ca ). Jeg sætter 2 plader ind på én gang og skruer derfor lidt ned for varmen, da jeg bruger varmluft. Der står ikke i opskriften om det er varmluft el alm ovn?
Ej hvor dejligt, tak for tilbagemeldingen :-)
Jeg bager dem ved almindelig ovn – men de kan sagtens bages ved varmluft også :-)
Hej Stinna
Tak for at dele din opskrift. De smager SÅ lækkert!
Min “go to” opskrift til ungerne, når de kommer hjem fra skole. De elsker dem.
mvh Maja
Hvor dejligt at høre, mange tak! :-)
Skal de bages ved over og undervarme eller varmluft?
De skal bages ved over-og undervarme :-)
Fantastiske gulerodsbrud. Jeg lavede dem med rapsolie, det smager rigtigt fint.
Hvor dejligt! Mange tak :-)
De aller bedste boller eller brud jeg har prøvet, dejlig bløde og elsket af familjen
Dejligt at opskriften kunne bruges, tusind tak :-)
Allerbedste opskrift på gulerodsbrud, som jeg har lavet masser af gange. Har ALTID nogle i fryseren. De er så nemme at smide i microovnen direkte fra fryseren, og smager som nybagte. . Lige et lille problem: Når bollerne er færdige med at hæve med et fugtigt viskestykke over, har jeg problemer med at dejen hænger i viskestykket, selvom jeg har drysset bollerne lidt med mel på toppen. Har du et godt trick?
Åh hvor dejligt! Tak :-)
Jeg bruger nogle gange en opklippet frysepose under viskestykket. Har du prøvet det?