Vegetarisk samosa med fyld af kartofler, gulerødder, ærter og skønne krydderier. De knasende sprøde vegetariske samosaer spises med mangochutney til.
Vegetarisk samosa
Denne variant af samosa er lavet med filodej, som købes færdigt. Det vil jeg klart anbefale, hvis man ikke har lavet samosa før. Man kan dog også lave en samosa dej selv – men jeg synes klart det er nemmest med filodej. Samosaerne koges i olie i en gryde – og bliver på denne måde knasende sprøde.
Vegetarisk samosa
Ingredienser
- 15 stk. filodej (købes frossent – lad det tø op)
Fyld
- 1 stk. stort løg
- 3 fed hvidløg
- 1×1 cm frisk ingefær
- 1 spsk. spidskommen
- 1 spsk. koriander
- 1 spsk. gurkemeje
- 200 g rå kartofler
- 150 g gulerødder
- 100 g frosne ærter
- 2 dl vand
- 1 spsk. citronsaft
- 1 spsk. frisk koriander, finthakket
- lidt frisk chili
- salt og peber
- 1 L fritureolie
Sådan gør du
- Start med at tage filodej op fra frost og lad det tø op.
Fyldet
- Hak løg og hvidløg fint. Kom det på en pande med olie og lad det stege et par minutter – det må ikke blive brunt.
- Tilsæt revet ingefær, spidskommen, gurkemeje og koriander. Lad det stege lidt.
- Skræl kartoflerne og gulerødderne. Skær dem i små tern (0,5×0,5 cm cirka).
- Tilsæt kartofler, gulerødder og ærter til panden. Lad det stege et par minutter under omrøring.
- Tilsæt nu vand, citronsaft, hakket koriander, chili, salt og peber. Lad det stege i cirka 20-30 minutter. Kartoflerne skal have bid og må endelig ikke være færdigkogte.
Samosa
- Placer et stykke filodej på et skærebræt. Skær filodejen over på midten, så du har et langt stykke (se videoen under billedet). Kom en smule fyld i den ene ende.
- Pensel kanterne med vand. Fold samosaerne som på nedenstående video, så de bliver trekantede. Du fortsætter blot med at folde dem, til der ikke er mere filodej.
- Varm en gryde med olie op. Sæt en tandstik i, for at tjekke om olien er varm – det skal boble omkring den.
- Kog samosaerne i olie 1 ad gangen. Placer dem på et stykke køkkenrulle.
- Spises mens de stadig er lune.
Hjemmelavet samosa
- Brug de grøntsager, du har i køleskabet. Dog vil jeg anbefale altid at have kartofler i – det smager skønt. Du kan også afprøve andre krydderier.
- Sørg for at filodejen ikke tørrer ud. For at filodejen ikke tørrer ud, kan du opbevare filodejen i et viskestykke, mens du former én samosa ad gangen.
- Det er vigtigt at pensle kanterne med vand, så de lukkes bedre sammen.
- Du kan også bage samosaer i ovnen. Men jeg synes de er helt perfekte, når de koges i en gryde med olie.
Tilbehør til samosa
Samosaerne kan spises som en snack eller som en del af et måltid med indiske retter. Jeg kan anbefale at dyppe dem i mangochutney eller raita (som er en indisk yoghurt-dip). De kan også serveres sammen med en indisk vegetarret og ris.
I videoen nedenfor har min far forsøgt at vise, hvordan man folder en samosa. Desværre kom jeg til at afkorte videoen, men samosaen foldes blot videre, til der ikke er mere filodej. Du skal ikke skære filodejen over, men blive ved med at folde samosaen.
Du er også meget velkommen til at kigge forbi min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere billeder af min mad.
2 Kommentarer
Det var skidegodt
Tog godt nok lidt længere tid end jeg læste, men men – det var ventetiden værd
Tak skal du have :-)