Som I måske ved, så er jeg helt vild med pizza. Både de almindelige italienske pizzaer, men også de lidt sundere varianter, som jeg deler opskrifter på. I dag vil jeg gerne dele opskriften på en sød kartoffel pizza, sweet potato pizza, som jeg lavede for et par uger siden hjemme hos søde Julie. Vi lavede disse små pizzaer af søde kartofler og kom så lige det fyld på, som vi hver især kunne tænke os. Vi toppede dem med tomatsauce, frisk spinat, avocado og pinjekerner – og Julie kom lidt parmaskinke på hendes. De endte med at smage så godt og var helt perfekte til frokost.
Hvis du også er vild med pizza, så kan disse anbefales: Blomkålspizza og Tortilla pizza.
Nu til opskriften på sweet potato pizza. De er ikke sprøde som almindelige hvedepizzaer, men er alligevel så faste, at man sagtens kan spise dem med hænderne. Der bliver 8-10 små pizzaer ud af opskriften og det er derfor lidt svært at fastsætte et antal personer, da det kommer an på om det fx er til frokost eller aftensmad, hvor man måske serverer en salat til.
Sweet potato pizza
Ingredienser
pizzabund:
- 350 g sød kartoffel skrællet
- 2 stk. æg
- 1 dl havregryn
- 1/2 dl hvedemel
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. oregano
- 40 g revet cheddarost
pizzasauce:
- 70 g tomatpure
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk. olie
- 1/2 tsk. salt
topping / fyld:
- 50 g ost revet
- 1 stk. avocado
- frisk spinat
- pinjekerner
- friske tomater
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
- Nu skal pizzabunden laves.
- Skræl de søde kartofler og skær dem i tern.
- Kom alle ingredienser til bunden i en foodprocessor eller minihakker og sørg for, at det blandes godt.
- På en bageplade beklædt med bagepapir laves der 8-10 små cirkler af dej.
- Sæt bagepladen i ovnen og gik bundene 15 minutter.
- Imens laves pizzasaucen, ved at blande ingredienserne i en skål. Smag til med salt.
- Når pizzabundene er færdige, vendes de om og der kommes tomatsauce på.
- Top med revet ost.
- Bages i 20-25 minutter, indtil de er faste i konsistensen og er gyldne.
- Når de kommes ud af ovnen toppes de med frisk spinat, avocado, pinjekerner og friske tomater.
- Velbekomme!
7 Kommentarer
Ej de er da fine og søde – og lyder mega lækre også :)
Mange tak – de blev ret gode :-)
De ser lækre ud..
Hvis jeg skal skifte osten ud med noget andet – Hvad tænker du så det kunne være?
Hej :-) Altså man kan sagtens undvære ost, men ellers så kan du komme en slags tapenade på, fx hummus?
ser så lækkert ud! ved ikke om jeg bare har overset det, men skal kartoflerne være kogt inden brug eller? :-)
Hej, mange tak skal du have :-) Nej de skal ikke koges inden. Man kan sikkert godt, men vi gjorde det ikke.
De ser super lækre ud! Tror du man kan bruge græskar (butternut) i stedet for sød kartoffel?