Rugbrødschips. Nemme og virkelig lækre sprøde chips lavet af en rest rugbrød. Skær blot rugbrød i skiver, overhæld det med olie og drys det med salt. Kom det i ovnen og efter kort tid er der knasende sprøde chips.
I starten af denne uge bagte jeg et rugbrød, som jeg desværre glemte at pakke ned efter at have spist en skive om aftenen. Desværre var det næste morgen blevet virkelig tørt. For ikke at smide rugbrødet ud, skar jeg det i tynde skiver. Derefter kom jeg olie på og dryssede med salt. Efter en tur i ovnen havde jeg så virkelig sprøde og knasende rugbrødschips. De fungere som en snack i sig selv eller som chips til en god dip – måske min yndlingsdip haydari.
Rugbrødschips
Hvis du også engang imellem ender med et rugbrød som er kedeligt og tørt, så kræver det næsten ingen indsats at trylle det om til chips. Herhjemme blev de hurtigt spist og skal laves igen meget snart. Istedet for at spise dem som chips, tænker jeg at de sagtens kan spises som fyld på en salat eller som tilbehør til et godt glas vin. Spar ikke på saltet i denne opskrift, da det er den sprøde fornemmelse og den salte smag der gør disse chips ekstra lækre!
Opskrift på rugbrødschips:
Rugbrødschips
Ingredienser
- 1/2 rugbrød - ikke skåret i skiver
- olivenolie
- groft salt
- evt. lidt tørret rosmarin
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Skær rugbrødet i tynde skiver, de behøves ikke at være helt tynde, men tyndere end en almindelig skive.
- Skær skiverne i mindre stykker og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Hæld olivenolie over dem og drys med groft salt.
- Bages i ovnen til de har fået farve og er sprøde - de bliver ekstra sprøde, når de er kølet af.
- Rugbrødschips opbevares i en lufttæt beholder - hvis de da ikke bliver spist inden!
- Velbekomme.
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.