Bagt havregrød med bær og mandler. Skøn morgenmad med havregryn, bær, æg og mandler. Den bagte havregrød er nem at lave og så smager den så skønt. I denne version har jeg tilsat kardemomme, blåbær, hindbær og honning. Men du kan bruge lige de bær og krydderier du ønsker.
Bagt havregrød
Grøden er virkelig nem at lave og passer sig selv i ovnen, mens man kan gøre sig klar imens. Herhjemme er den særligt et hit i weekenden, men den vil også fungere fint som hverdagsmorgenmad.
Opskrift på bagt grød
Herunder får I opskriften på min bagt havregrød. Forvent ikke at den er sød som kage, men istedet er en nem og lækker form for morgenmad, som vi spiste med skyr. Portionen rækker til 2-3 personer. Måske flere, hvis der spises andet end skyr til. Herhjemme skærer vi en skive af den bagte grød – som spises med en ske.
Bagt havregrød
Ingredienser
- 150 g havregryn du kan bruge både fine og grove
- 2 stk. æg
- 50 g. smør
- 2 dl mælk
- 1 tsk. kanel kan undlades
- 1 spsk. honning
- 1/2 tsk. salt
- 1/2 tsk. kardemomme
- 100 g frosne bær fx blåbær og hindbær
- 50 g grofthakkede mandler
Sådan gør du
- Smelt smør i en gryde.
- I en skål blandes havregryn, æg, smør, kanel, honning, salt, kardemomme, mandler og mælk.
- Rør det godt sammen.
- Tilsæt de frosne bær og rør lidt rundt, så de er fordelt i dejen. Gem lidt til at toppe grøden med.
- Kommes i en form beklædt med bagepapir. Jeg brugte en stor rugbrødsform.
- Bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 30-35 minutter. Hold øje med den - den skal være let gylden, men må ikke blive brændt.
- Spises med en klat skyr til.
- Velbekomme!
Noter
Hvis du også er vild med grød, så kan jeg også anbefale min helt traditionelle havregrød.
Du er også meget velkommen til at følge med på min instagramprofil. Her deler jeg endnu flere madbilleder og billeder fra min hverdag. Du er også velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål eller feedback til opskriften. Hvis du laver min mad, vil jeg elske at se et billede af det på instagram.
11 Kommentarer
Hej Stinna
Det ser lækkert ud og en lidt anderledes måde at lave havregrød på :)
Kan man gemme noget til dagen efter? Og kan/skal man så varme den op igen? :)
Kære Ida,
tak skal du have :-) Det har jeg ikke forsøgt, men det tror jeg godt. Jeg ville nok varme det i mikroovn eller i ovnen.
Kære Stinna
Det prøver jeg!
Tak for det og tak for alle de andre gode opskrifter også :)
Hej stinna
Hvor mange kalorier er der i den bagt havregrød?
Hilsen Katrine
Hej Katrine, det ved jeg ikke :-)
Så fik jeg afprøvet denne opskrift og ligesom de mange andre jeg har prøvet fra dig af, så er den godkendt!! :-)
SÅ dejligt at høre, mange tak :-)
Hej Stinna
Jeg glæder mig til at prøve opskriften
Men jeg vil lige spørge kan det fryses ned?
Vh Lea
Dejligt at høre :-)
Jeg har ikke forsøgt at fryse det ned desværre. Men mon ikke?
Hej,
Hvor langt tid kan den holde i køleskabet?
Hej, et par dage vil jeg gætte på :-)