Havregrød med mælk. Skøn, cremet og virkelig nem opskrift på havregrød. Havregrød er en nem, billig og meget mættende morgenmad, som jeg allerhelst laver på sødmælk og vand. Det er sådan min mor laver det – og som jeg så også gør nu.
Opskrift på havregrød
Her i de kolde måneder er jeg vil med grød om morgenen. Det er nemt, billigt og smager virkelig skønt. Jeg oplever ofte, at mange påstår at de ikke bryder sig om havregrød. Smagen alene kan også godt beskrives som lidt kedelig, så derfor sørger jeg altid for at komme noget smagsgivende i selve grøden eller toppe med en lækker topping.
Nu til opskriften på cremet grød. Min mor har altid lært mig, at der skal det dobbelte væske til mængden af grød. I min opskrift herunder er der derfor 3 dl havregryn og 6 dl væske – så kan du selv justere opskriften op og ned, alt efter hvor meget grød du vil have.
Havregrød
Ingredienser
- 3 dl havregryn du kan bruge både finvalsede og grovvalsede
- 3 dl mælk
- 3 dl vand
- ét drys salt
topping
- friske hindbær
- smør
- kanelsukker
- mørk chokolade
- hakkede mandler
Sådan gør du
- Kom havregryn, vand, mælk og salt i en gryde. Kog grøden til den er tyk, men stadig cremet.
- Toppes med dine yndlingstoppings. Spises med det samme, mens den er varm.
Noter
Topping til havregrød
Herhjemme topper jeg oftest grøden med kanelsukker og smørklat. Men prøv også at toppe din grød med chokolade, friske hindbær og hakkede mandler. Eller prøv med karamelsauce og friske æbler på din grød, som de gør på Grød.
Finvalsede og grovvalsede havregryn
Til denne opskrift kan du bruge både finvalsede havregryn og grovvalsede havregryn. De grove havregryn skal blot koge lidt længere, men giver grøden mere bid. Det kan virkelig anbefales.
Rest havregrød
Hvis du har en rest grød til overs, så må du endelig ikke smide den ud – det er nemlig perfekt med en rest havregrød i disse grødboller. Bollerne bliver virkelig gode med en rest grød i – og så undgår man madspild.
Prøv også gerne min opskrift på min grød med æg i – det lyder specielt, men gør grøden endnu mere cremet og mættende – uden at smage af æg.
Havregrød i mikroovn
Du kan også lave din havregrød i mikroovnen. Bland alle ingredienserne i en skål og kom det i mikroovnen. Gives cirka 3-4 minutter, hvor du rører rundt halvvejs. Sådan lavede min venindes far det altid, når vi spiste havregrød hos hende inden gymnasiet.
Grød med andre slags mælk
Du kan sagtens bruge andre typer mælk til grød, eller blot lave det på vand. Min favorit er dog med sødmælk, men det smager også skønt med både mandelmælk og med havremælk. Prøv dig frem og find din favorit.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
6 Kommentarer
Det ser bare SUPER lækkert ud!
Bruger du pasteuriserede æg?
Tak :-) Nej det gør jeg ikke. Grøden er meget varm når ægget kommes i. Men du kan sagtens bruge et pasteuriseret æg. God søndag!
Jeg er blevet stor fan af din topping :0)
Jeg tror faktisk det er lige meget hvilken grød der ligger nedenunder – det smager bare fantastisk. Den mørke chokolade får det til at smage mere som dessert. Jeg skal prøve at bruge øko-hindbær fra frost – de er nemmere at have på lager og meget billigere end de friske jeg kan købe, som sikkert har fået noget gift for at være så fine…
Mange mange tak :-) Den topping kan redde selv den kedeligste grød! God idé med frosne bær – jeg tænker også at blåbær sagtens kan bruges :-) Dejligt at du kan lide min opskrift!
Hej! Hvor ser det lækkert ud, men jeg tænkte godt nok “what, ÆG?!”, da jeg læste det.
Det har jeg aldrig hørt om før. Det synes jeg, er lidt angstprovokerende, for jeg tænker ikke umiddelbart, at æg passer til grød med frugt, chokolade osv. Hvad gør det ved smagen? Bliver det ikke meget “ægget”? Ja, jeg er nødt til at spørge, før jeg udelader det, ha ha.
Vh.
Helena
Hej, tusind tak :-)
Jeg synes bare det bidrager med en cremet konsistens – du er nødt til at prøve det :-)