Nem klassisk pastasalat med pasta, agurk, cherrytomater, græsk yoghurt og persille. En enkel og cremet pastasalat, der smager som fra barndommen.

Klassisk nem pastasalat
Klassisk pastasalat er noget af det mest enkle tilbehør, jeg kan komme i tanke om – og jeg elsker det netop derfor. Denne nemme pastasalat smager lidt som den, jeg fik som barn, hvor en pastasalat bare var pasta, agurk, tomater og en cremet dressing. Ikke alverdens forskellige ingredienser. Bare helt enkel, mild og virkelig god.
Jeg synes faktisk, at en god klassisk pastasalat ikke behøver at være kompliceret. Den her er både nem og hurtig at lave og passer perfekt som tilbehør til aftensmaden, på buffetbordet eller til grillmad om sommeren. Jeg topper gerne pastasalaten med salatost eller feta, men den kan sagtens spises uden.
Nem pastasalat med græsk yoghurt
Jeg laver dressingen med græsk yoghurt, hvidløg, salt og peber. Det giver en dejligt cremet dressing uden en masse ingredienser.
Sammen med pasta, sprød agurk, søde cherrytomater og frisk bredbladet persille får man en virkelig enkel pastasalat, som de fleste kan lide.
Jeg bruger gerne græsk yoghurt med 10 % fedt, fordi jeg synes, den giver en ekstra cremet dressing, men du kan sagtens bruge en lettere græsk yoghurt.

Klassisk pastasalat
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 250 g pasta ukogt
- 1 dl græsk yoghurt
- 1 stk agurk
- 250 g cherrytomater
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 1 fed hvidløg eller 1 tsk. tørret hvidløg
- salt og friskkværnet peber
Til servering
- salatost eller fetaost
Sådan gør du
- Kog pastaen efter anvisningen på pakken, hæld vandet fra og lad den køle lidt af.
- Skær agurken i tynde skiver, halver cherrytomaterne og hak persillen fint.
- Rør græsk yoghurt sammen med hvidløg, salt og peber. Vend dressingen sammen med pasta, agurk, tomater og persille.
- Smag til med salt og peber og top med salatost eller feta. Lad gerne pastasalaten trække 10-15 minutter inden servering.
Tips til pastasalaten
Jeg synes, det er vigtigt ikke at koge pastaen for meget. Den må gerne have lidt bid, så pastasalaten ikke bliver blød og kedelig. Hvis jeg laver pastasalaten i god tid, venter jeg gerne med at tilsætte agurken. På den måde holder den sig lidt mere sprød.
Du kan også sagtens bruge andre grøntsager, hvis du har noget i køleskabet. Peberfrugt, majs eller forårsløg vil også passe godt i den enkle pastasalat.
Hvis du vil have en lidt mere cremet pastasalat, kan du tilsætte lidt ekstra græsk yoghurt. Start dog med den angivne mængde, da grøntsagerne også afgiver lidt væske.
Kan pastasalaten laves dagen før?
Ja, det kan den godt. Jeg synes dog, den er bedst, når den er relativt frisklavet. Hvis du laver den dagen før, kan pastaen godt nå at suge noget af dressingen. Rør derfor eventuelt lidt ekstra græsk yoghurt i inden servering og smag den til igen med salt og peber.
Hvilken pasta er bedst til pastasalat?
Jeg bruger typisk almindelig pasta eller sløjfer som på billedet, men du kan bruge næsten alle slags pasta. Fusilli, penne og farfalle er især gode, fordi dressingen kan hænge fast i pastaens overflade.
Kan man bruge creme fraiche i stedet for græsk yoghurt?
Ja. Hvis du ikke har græsk yoghurt, kan du sagtens lave dressingen med creme fraiche. Smagen bliver en smule anderledes, men det fungerer rigtig fint.
Kan man lave pastasalaten uden hvidløg?
Ja. Hvis du ikke er vild med hvidløg, kan du sagtens undlade det. Jeg synes dog, at bare ét lille fed hvidløg giver dressingen lidt ekstra smag. Du kan også bruge tørret hvidløg, som jeg faktisk ofte gør, hvis jeg vil have en helt mild hvidløgssmag.
Hvad kan man servere til pastasalat?
Den her klassiske pastasalat er især god som tilbehør til grillmad.








