Grøntsagskage med spinat, gulerødder, dadler og kakao. En nem og lækker chokoladekage, hvor grøntsagerne gemmer sig i dejen.

Opskrift på grøntsagskage med spinat og gulerødder

Grøntsager i en kage? Ja, den er god nok. Og jeg lover, at du ikke sidder tilbage med en kage, der smager af salat. Tværtimod. Men jeg har alligevel været en del i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele denne kage. For herhjemme er vi vilde med denne typer af kager. Men jeg ved også, at de ikke er for alle. For konsistensen er slet ikke som i en klassisk chokoladekage. Men den smager alligevel godt, er fyldt med gode ingredienser og mætter godt. Så hvis du ikke forventer en kage i klassisk forstand, så håber jeg at denne kage også kan være noget for dig.

Denne grøntsagskage med bagt med frisk spinat og gulerødder er en virkelig saftig og intens chokoladekage, hvor spinat og gulerødder gemmer sig i dejen sammen med dadler, hasselnødder og kakao. Vi havde en rest frisk spinat i køleskabet. Og da jeg spurgte min 4-årige søn, om det lød godt med spinat i kage svarede han ‘ja, det lyder lækkert’ – og sådan opstod denne kage.

Jeg synes, det er en ret sjov måde at få lidt ekstra grønt ind på. Især fordi kagen smager sødt som en lækker chokoladekage. Den er sødet med dadler og lidt honning, og hasselnødderne giver en dejlig nøddeagtig smag.

Det er også en utrolig nem kage. Alle ingredienserne skal nemlig bare i foodprocessoren og blendes helt fint sammen. Ingen piskning af æg, ingen flere skåle og ikke en masse opvask bagefter.

Jeg kan godt lide at pynte den med lidt smeltet chokolade på toppen. Det gør den lige lidt ekstra lækker.

Grøntsagskage

Grøntsagskage med spinat

Vær den første til at bedømme!
Opskriften passer til et lille fad på ca. 20 x 20 cm.
Antal: 9 stykker

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter

Ingredienser

  • 220 g dadler uden sten
  • 100 g hasselnødder
  • 80 g frisk spinat
  • 100 g gulerødder
  • 65 g kakaopulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 spsk. honning
  • 3 stk æg
  • 50 g smeltet smør

Til pynt

  • smeltet mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Kom dadler, hasselnødder, frisk spinat, gulerødder, kakaopulver, bagepulver, honning, æg og smeltet smør i en foodprocessor.
  3. Blend det hele grundigt, indtil du har en helt fin og ensartet dej.
  4. Beklæd et lille metalfad på ca. 20 x 20 cm med bagepapir og fordel dejen i formen.
  5. Bag kagen midt i ovnen i ca. 20 minutter.
  6. Lad kagen køle helt af, inden du skærer i den. Jeg sætter den gerne i køleskabet, så den bliver helt kold.
  7. Pynt eventuelt med smeltet mørk chokolade inden servering.
  8. Den skal være helt kold
  9. Det her er et vigtigt tip til opskriften: Lad være med at skære i kagen, mens den stadig er lun.
  10. Den skal være helt kold, før den spises. Jeg synes faktisk, den bliver bedst efter nogle timer i køleskabet, hvor den får lov til at sætte sig og blive mere fast og intens i konsistensen.
  11. Det er også derfor, jeg synes, den er rigtig god at bage dagen før.
Hvad synes du om opskriften?
Vær den første til at bedømme!

(Jeg ville blive meget glad for en kommentar!)

Pin Del Print
Del dit resultat på IGOg tag mig endelig med @stinnagm, hvis du laver en af mine opskrifter! Vil elske at se hvad du får lavet!

Smager kagen af spinat?

Nej, det synes jeg ikke, den gør. Spinat og gulerødder bidrager med grøntsager, men det er først og fremmest kakao, dadler og hasselnødder, man forbinder kagen med.

Hvis du serverer den for nogen uden at fortælle, hvad der er i, tror jeg ikke nødvendigvis, de vil gætte, at der gemmer sig spinat og gulerødder i den. Men de vil nok bemærke den anderledes konsistens.

Tips til grøntsagskage med spinat

Brug gerne friske, søde dadler uden sten. De fungerer som både sødme og en del af strukturen i kagen. Jeg vil anbefale at bruge en foodprocessor, der kan blende massen helt fint. Det giver den bedste konsistens.

Sørg for, at gulerødderne er skåret i mindre stykker, inden de kommer i foodprocessoren. Så er det nemmere at få dem blendet helt fint.

Kagen må endelig ikke få for lang tid i ovnen. Den skal gerne være saftig og lidt tæt i konsistensen.

Lad den køle helt af – gerne i køleskabet. Det gør en stor forskel for konsistensen.

Opbevar kagen i køleskabet, hvor den også holder sig dejligt saftig.

En nem kage med grøntsager

Jeg er ret vild med opskrifter som denne, hvor man kan komme grøntsager i en kage uden at det bliver en “sundhedskage”, der føles som et kompromis.

Her får du stadig følelsen af at spise en rigtig chokoladekage. Den er bare lavet på en lidt anderledes måde. Og så er det altså svært at slå en opskrift, hvor alle ingredienserne bare skal i én foodprocessor.

Stinna

Stinna

Hej og velkommen til! Her på bloggen deler jeg opskrifter på vegetarisk mad og en masse sundere søde sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering