
Green Goddess salat – cremet salat med spinatdressing
Hvis du er på udkig efter en salat, der både er frisk, cremet og virkelig mætter, så skal du prøve denne Green Goddess salat. Den består af sprødt spidskål, en cremet grøn dressing, salatost, ristede pinjekerner og friske hindbær, som giver en skøn sødme.
Det er uden tvivl én af de mest smagfulde salater, jeg laver. Dressingen er fyldt med spinat, persille, parmesan, citron og cashewnødder, hvilket giver en utrolig cremet konsistens uden at føles tung. Sammen med det sprøde spidskål bliver det en salat, der både fungerer som tilbehør og som et let måltid.

Green goddess salat
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 stk lille spidskål (finthakket)
- 1 håndfuld ristede pinjekerner
- Salatost eller feta
Green Goddess dressing
- 50 g usaltede cashewnødder
- 80 g frisk spinat
- 1 dl græsk yoghurt (10 %)
- 3 spsk olivenolie
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 2 fed hvidløg
- 40 g fintrevet parmesan
- Saft og fintrevet skal fra 1 citron
- Salt og friskkværnet peber
Pynt
- Friske hindbær
- Ristede pinjekerner
- Salatost eller feta
Sådan gør du
- Start med at riste pinjekernerne på en tør pande ved middel varme. Rør jævnligt rundt, indtil de er gyldne. Lad dem køle af.
- Kom cashewnødder, spinat, græsk yoghurt, olivenolie, persille, hvidløg, parmesan, citronsaft, citronskal, salt og peber i en blender eller foodprocessor.
- Blend dressingen, til den er helt glat og cremet.
- Kom det fintsnittede spidskål i en stor skål.
- Vend dressingen grundigt sammen med spidskålen.
- Top salaten med salatost, ristede pinjekerner og friske hindbær.
- Server med det samme.
En salat med masser af smag
Det bedste ved denne Green Goddess salat er dressingen. Den er fyldig, frisk og fuld af smag fra parmesan, citron, hvidløg og friske krydderurter. Samtidig gør cashewnødderne den ekstra cremet, mens spinaten giver den flotte grønne farve.
Hindbærrene giver en dejlig sødme, som passer overraskende godt sammen med den salte feta og den syrlige citron.
Tips til den bedste Green Goddess salat
- Brug friskrevet parmesan for den bedste smag.
- Rist pinjekernerne – det giver meget mere aroma.
- Blend dressingen helt glat.
- Vend dressingen i lige inden servering, så spidskålen bevarer sin sprødhed.
- Smag dressingen til med ekstra citron eller salt efter behov.
Hvad er Green Goddess salat?
Green Goddess salat er en grøn salat med en cremet dressing lavet af friske grønne ingredienser som spinat, krydderurter, citron og ofte parmesan eller nødder.
Kan dressingen laves i forvejen?
Ja, dressingen kan laves 1-2 dage i forvejen og opbevares i køleskabet. Rør den gerne igennem inden brug.
Kan man bruge andre nødder end cashewnødder?
Ja, mandler eller valnødder kan også bruges, men cashewnødder giver den mest cremede konsistens og milde smag.
Hvordan rister man pinjekerner?
Rist dem på en tør pande ved middel varme i 3-5 minutter under jævnlig omrøring, indtil de er let gyldne. Hold øje med dem – de brænder lynhurtigt på!
Kan salaten laves i god tid?
Du kan sagtens forberede alle ingredienserne, men vent med at vende dressingen i og tilsætte pinjekerner og hindbær til lige inden servering.
Hvad kan man servere til Green Goddess salat?
Den passer godt til grillretter eller som en mættende frokost med et godt stykke brød.








