
Lækre surdejspandekager lavet med en rest surdej. Efter jeg er begyndt at bage med surdej, står jeg ofte med en meget aktiv surdej der trænger til at blive brugt. I dag blev surdejen tryllet om til surdejspandekager – og de blev nogle af de bedste pandekager, jeg har fået. Så opskriften vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer.
Surdejspandekager – pandekager lavet af en rest surdej
Pandekagerne er lavet af en rest overskydende surdej. Det er ikke hver uge at jeg får bagt med min surdej, så i stedet for at smide surdej ud når jeg skal genopfriske den, har jeg lavet disse pandekager. De smager virkelig godt og surdej giver en mere dyb smag – hvis der er noget der hedder det. Surdej fungerer ikke som hævemiddel, så pandekagerne er stadig helt tynde. Ellers finder du min opskrift på klassiske pandekager lige her.
Surdejspandekager
Ingredienser
- 100 g surdej min er lavet på rugmel
- 4 stk. æg
- 100 g hvedemel
- 4-5 dl mælk
- 1 spsk. sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- salt
- smør til stegning
- evt. 1/2 tsk. kardemomme
Sådan gør du
- Pisk alle ingredienser sammen – pisk grundigt, til der ikke er klumper i.
- Kom smør på en pande.
- Steg pandekagerne til de er gyldne på begge sider.
- Spises med marmelade og sukker. Velbekomme.
Noter
Opskrift på pandekager med rester af surdej
I en del af de bagegrupper jeg er medlem af, er der flere der spørger efter opskrifter med rester af surdej. Indtil videre er dette min favoritopskrift, hvor du blot kan bruge dine surdejsrester. Din surdej behøver ikke være helt bageklar, da surdej ikke skal bruges som hævemiddel i disse pandekager – men surdejen bidrager med smag. Så hvis du har en rest overskydende surdej, så prøv gerne disse pandekager. Ellers kan jeg også anbefale mit rugbrød med surdej.
Følg også gerne med på min instagram, for at se flere madbilleder.
16 Kommentarer
Vi lavede dem som madpandekager! Ikke sidste gang vi laver dem!
Så dejligt at høre, mange mange tak :-)
Jeg har normalt en fast opskrift på almindelige pandekager men efter, at have lavet dem her så har mine børn besluttet, at det altid skal være denne opskrift. Tak for den :)
Sikke en skøn kommentar – tusind tak :-) Dejligt at I kan lide opskriften.
Super fin opskrift, til at undgå madspild. Min familie opdage ikke der var surdej i
Dejligt at høre, tusind tak .-)
Hej!
De ser lækre ud! Bruger du en hel aktiv surdej, eller mon det går med en surdej der har peaket omkring 12-15 timer tidligere ?
Tak :-) Det tror jeg sagtens kan gå. Surdejen har ingen hævefunktion, men skal selvfølgelig være syrlig. Min er boblende.
Rigtig lækker opskrift – har brugt den flere gange!
Jeg tænkte på om det mon var muligt at komme spinat i til en madpandekage? Hvis ja, hvor meget ville du mene man skulle komme i ?
Tusind tusind tak! Normalt bruger jeg 100g til cirka 10 pandekager :-) Hvis det er frossen, skal det lige tø op først og væsken presses fra. Har dog ikke forsøgt med surdejs-spinat-pandekager. Skriv endelig hvordan de bliver.
De er så gode de pandekager med surdej. Min datter på tre år elsker dem. Når vi har bagt dem er de forsvundet inden den sidste er bagt. De smager ikke som sådan surt, de får bare virkelig meget smag og en god konsistens af surdejen.
Tak skal du have – vi er også vilde med dem herhjemme :-)
Jeg vil bare sige det samme som alle de andre; Virkelig nemme lækre og smagfulde pandekager, uden alle mulige hokus-pokus ingredienser.
Hvor dejligt! Tak for tilbagemeldingen :-)
Lækker konsistens og smag! Tak for opskrift!
Velbekomme :-)