Futsko

af Stinna

Futsko er en slags mini-brunsviger, som primært bages i Nordjylland – i hvert fald så vidt jeg ved. Det er en sød gærdej toppet med rigeligt brunsvigerfyld. Dejen formes som små både, hvor det lækre brunsvigerfyld kan være i.

Futsko, sutsko eller små brunsviger

Hvis du også er vild med brunsviger, så er du nødt til at afprøve denne opskrift. De vil især passe perfekt til en fødselsdag eller et morgenbord. Opskriften herunder rækker til 12 stk.

Små brunsviger – eller mini futsko

Ret: Bagværk
Køkken: Vegetarisk
Antal: 12 stk.
Forfatter: Stinna
2.67 fra 3 stemmer

Ingredienser

Dej

  • 50 g gær
  • 100 g smør ( alm. saltet)
  • 3 dl sødmælk, kold
  • 1 strøget tsk. salt
  • 65 g sukker
  • 1 stk. æg
  • 550 g hvedemel

Brunsvigerfyld

  • 200 g smør (alm. saltet)
  • 400 g brun farin
  • 0,5 dl sødmælk

Sådan gør du

Brunsviger-fyld

  • Start med at lave fyldet, så den kan nå at køle af. Smelt smør og brun farin i en gryde. Når det koger hældes mælken i. Rør godt rundt og sluk for blusset. Lad det køle af.

Dej

  • Start med at smelte smør i en gryde. Hæld mælk i det smeltede smør. Mærk temperaturen med en finger – lad det evt. køle lidt af. Kom gær i hvis det er lillefingervarmt. Opløs gær. Kom blandingen i en skål til røremaskine.
  • Tilsæt nu salt, sukker og æg. Tilsæt mel lidt ad gangen. Dejen skal være smidig og blank efter at være æltet på røremaskinen. Sæt dejen til at hæve et lunt sted i 30 minutter med et klæde over. Når dejen er hævet, hældes dejen ud på et bord drysset med lidt hvedemel. Del dejen i 12 stykker og tril dem til aflange boller / pølser. Placer dem på en bageplade med lidt mellemrum. Du kan dog med fordel sætte dem tættere end jeg har gjort (på billedet), så holder det bedre på fyldet. Lad dem hæve i 30 minutter med et fugtigt klæde over (evt. med et stykke plastik under). Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn, så ovnen kan nå at blive varm.
  • Efter hævning skal sutskoene formes. Kom lidt mel på fingrene og tryk i midten af bollerne, så du får form som en lille båd. Husk at der skal være en kant, ellers flyder fyldet af. Lad dem hæve i 15 minutter under et fugtigt klæde.
  • Rør godt rundt i fyldet. Fordel fyldet i alle sutsko og pensl kanterne med lidt af fyldet. Lad dem hæve i 10-15 minutter med fyld i.
  • Bages én plade ad gangen i cirka 12-15 minutter. Hold øje med dem – der er forskel på ovne.
  • Hvis noget af fyldet flyder ud, kan du med en ske hurtigt fordele det i futskoene. Lad dem køle lidt af og spis.

Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler enndu flere madbilleder.

2.67 from 3 votes (3 ratings without comment)

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.