Lækre arabiske fladbrød som er perfekte til at dyppe i hummus. Disse mellemøstlige fladbrød er stegt på panden i lidt olie og drysset med nigellafrø – og en smule persille.
Opskrift på fladbrød
De pandestegte fladbrød er nemme at lave. De er lavet med gær og skal hæve en time. Derefter rulles de ud med en kagerulle og steges på en varm pande i en smule olie. Herhjemme brækker stykker af dem og dypper i hummus – det smager så skønt. Jeg har drysset dem med nigellafrø, som giver en virkelig god smag. Men dette kan sagtens undlades. Du kan evn prøve med lidt finthakket hvidløg istedet.
Fladbrød
Ingredienser
- 2,5 dl lunkent vand
- 25 g gær
- 2 spsk. olivenolie
- 2 tsk. sukker
- 1 stor tsk. fint salt
- 450-460 g hvedemel
Topping
- olivenolie
- nigellafrø
- bredbladet persille
Sådan gør du
- Start med at opløse gær i lunkent vand.
- Tilsæt salt, sukker og olivenolie.
- Tilsæt nu mel. Hold lidt igen, der kan være forskel på mel. Dejen skal være fast og smidig, men bestemt ikke tør. Lad den ælte på røremaskine i cirka 10 minutter.
- Lad dejen hæve i 1 time et lunt sted med et klæde over.
- Del nu dejen i 8 stykker. Drys lidt hvedemel på bordet og rul dejen ud til 8 runde brød. De skal ikke være for høje, maks 1/2 cm.
- Varm en pande (slip-let pande) op og kom en smule olie på. De skal ikke stege i olie, men olien skal blot sørge for, at de ikke hænger fast.
- Kom brødet på panden én ad gangen. Pensl den ene side (den der ikke steges først) med olie og drys med nigellafrø. Vend dem og bag på den anden side.
- Kom dem på en tallerken og kom et rent viskestykke over – så holder de sig bløde. Brødene holder sig bløde i en plastikpose.
Tilbehør til fladbrød
Fladbrødene kan som sagt spises som snack med dip til. Ellers fungerer de godt sammen med falafler – eller som en del af en større middag med forskellige små retter – fx en tyrkisk vegetarmiddag.
Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.
12 Kommentarer
Vildt spændende. Dig vil jeg gerne følge
Mange tak :-)
God men tog mig uendelig lang tid at stege. Mine blev også lidt tørre så puttede mere olie på. Måske man kunne få et estimat på stegetiden til næste gang for ikke at bruge endnu 1 time for ar stege 8 stk brød? :)
Hej. Øv! De skal blot have kort tid på hver side. Jeg prøver at tage præcis tid næste gang. For de plejer slet ikke at være tørre :-)
Hold nu op en fantastisk opskrift. Nogle super lækre brød, og nemme at lave
Tusind tak :-)
Hej Stinna
Vi har med succes lavet dissebrød nogle gange. Jeg har en idé om at lave den til nogle gæster (15) i morgen.
De skal så laves i dag, og varmes op i morgen.
Bliver de kedelige og tørre?
De skal bruges som tilbehør til grillmad, så tænker at de lige skal vendes på grillen
Hvor er det dejligt at høre, tak!
Beklager mit sene svar. Jeg har haft barn syg herhjemme. Hvordan endte de?
Hej Stinna,
Har du erfaring med at fryse brødene ned og varme dem op igen?
Hej,
Det har jeg desværre ikke erfaring med. Men det tror jeg sagtens at du kan :-)
Hej stinna!
Mega lækker og nem opskrift! Kan man stege dem med det samme eller skal det hæve i den ene time der?
Hvor dejligt! Jeg har kun forsøgt mig med at lade dem hæve en time :-)