Vegetarisk lasagnette

af Stinna

Skøn vegetarisk lasagnette, som er en slags lasagne. I lasagnette er lasagnepladerne dog skiftet ud med pasta – og i denne opskrift har jeg brugt de fine pastasløjfer. Lasagnetten er tilsat blomkål og røde linser, som giver en god fylde og mæthed til retten.

Lasagnette

Ligeså længe jeg kan huske, har jeg elsket lasagnette – og især knorrs variant. Men jeg har nu lavet en vegetarisk variant, med røde linser og blomkål. Den smager så skønt og er en perfekt ret her til efteråret. Egentligt minder en lasagnette meget om en klassisk lasagne, men i stedet for lasagneplader er der små pastaer i. Jeg har brugt sløjfe-pasta, men andre slags kan også sagtens bruges.

Vegetar lasagnette

Ret: Aftensmad
Køkken: Vegetarisk
Antal: 4 personer
Forfatter: Stinna
Ingen stjerner endnu

Ingredienser

  • 3 stk. løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 4 spsk. tørret oregano
  • 2 spsk. tørret timian
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. røget paprika
  • 70 g tomatpuré
  • 150 g røde linser ukogt
  • 2 dl mælk sødmælk
  • 2 spsk. lys eddike
  • 3 dl vand inkl. 1 grøntsagsbouillonterning
  • 200 g pasta
  • 1 tsk. sukker
  • 350 g finthakket blomkål
  • 0,5 tsk. salt

Bechamelsauce

  • 35 g hvedemel
  • 50 g smør
  • 4 dl sødmælk
  • ½ tsk. salt
  • 100 g revet mozzarellaost
  • 0,5 tsk. fintrevet muskatnød
  • 1 drys peber

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  • Start med at hakke løg og hvidløg fint. Steg det i 2 spsk. olie. Det må ikke blive gyldent.
  • Tilsæt dåserne med hakkede tomater og vandet med grøntsagsbouillon.
  • Tilsæt spidskommen, røget paprika, oregano, timian, tomatpuré, eddike, sukker, salt og finthakket blomkål, mælk og røde linser. Lad det simre, til linserne er næsten møre.
  • Kog pasta i 5 minutter i letsaltet vand. Lad det herefter køle af.
  • Imens laves bechamelsaucen.
  • Smelt smør i en gryde. Tilsæt hvedemel og pisk det godt sammen i et minut.
  • Tilsæt mælk og lad det koge op. Tilsæt ost, salt og muskatnød. Pisk det godt, til osten er smeltet.
  • I et ovnfast fad kommes først alt tomatsaucen. Tilsæt pasta og vend det godt rundt. Hæld bechamelsaucen over og vend lidt rundt i det.
  • Sæt fadet midt i ovnen og bag det i cirka 25 minutter. Hvis osten bliver for mørk, så kan du komme lidt sølvfolie over.
  • Drys retten med groft salt og frisk timian.
  • Velbekomme.

Du er også velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

4 Kommentarer

Michael Hvam 9. januar 2022 - 17:33

Hej Stinna,

Jeg har netop sat i ovnen, og et spændt på resultatet.
Jeg har et par spørgsmål: skal der seriøst 4 spsk oregano i? Det virker bare som rigtig meget
Og i oversigten er nævnt både røget paprika og mælk. Jeg kan ikke umiddelbart finde det i selve opskriften? Jeg puttede i sammen med de andre krydderier og lavede den så med havrefløde i stedet for mælken.

Reply
Stinna 10. januar 2022 - 10:26

Hej Michael, jeps det passer med oregano :-) Jeg håber du kan lide det.
Godt spottet – jeg retter lige de ting du nævner.

Reply
Stephanie 20. januar 2022 - 19:26

Har netop kastet mig ud i opskriften og glæder mig til at smage. Kan se at der skal en del tomatpuré i, men ikke hvornår i processen det skal tilføjes, så kom det bare i sammen med de hakkede tomater

Reply
Stinna 21. januar 2022 - 14:25

Hej, det skulle gerne stå under punkt fire :-) Men det gør ikke så meget, hvornår du tilføjer det.

Reply

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.