Lækker æblekage med marcipan og lækker toscatopping med mandler, hasselnødder og pistacienødder. Den perfekte snaskede efterårskage.

Æblekage med toscatopping – den perfekte efterårskage
Hvis du elsker en saftig æblekage med marcipan, karamelliserede nødder og masser af snasket topping, så er det her æblekagen, du skal bage. Denne æblekage med toscatopping er den perfekte kombination af sød, saftig og sprød – med syrlige æbler, blød marcipan og en uimodståelig topping med mandler, hasselnødder, pistacienødder, kanel og kardemomme.
Jeg synes faktisk, det her er en af de bedste æblekager til efteråret. Den er måske næsten lidt for meget af det gode, men det er præcis sådan, jeg synes en rigtig god efterårskage skal være. Den er snasket, sød, fyldt med gode sager og har masser af smag.
Selve kagen bliver dejligt saftig fra æblerne og får en skøn, let sej konsistens fra marcipanen. Ovenpå kommer den lækre karamelliserede nøddetopping, som bliver til en blød karamel med masser af knas fra nødderne.
Og kombinationen af syrlige æbler og den søde karameltopping er virkelig god. De syrlige æbler giver kagen lidt kant og sørger for, at den ikke bare bliver sød på sød.

Æblekage med toscatopping
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
Æblekage
- 125 g smør smeltet
- 150 g sukker
- 2 stk æg
- 185 g groftrevet marcipan
- 150 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 spsk sødmælk
- 3 stk æbler gerne syrlige
Toscatopping
- 115 g smør
- 125 g sukker
- 4 spsk mørk sirup
- 100 g grofthakkede mandler
- 50 g grofthakkede hasselnødder
- 50 g pistacienødder, grofthakkede
- 1 tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 3 spsk mælk
- 4 spsk hvedemel
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Smelt smørret og lad det køle lidt af.
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt med en håndmixer.
- Tilsæt hvedemel og bagepulver, og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber.
- Bland mælk og det smeltede smør, og hæld det i dejen. Vend det forsigtigt sammen.
- Tilsæt den groftrevne marcipan, og vend den rundt i dejen.
- Skræl æblerne, fjern kernehusene, og skær dem i små tern. Vend æblerne i dejen.
- Fordel dejen i en springform (28 cm) beklædt med bagepapir, og bag kagen i ca. 20 minutter nederst i ovnen. Kagen skal blot være let gylden på toppen.
Toscatopping
- Imens kagen bager, laves toppingen.
- Kom smør og sukker i en gryde, og lad det smelte sammen. Tilsæt mørk sirup, kanel, kardemomme og de hakkede nødder.
- Tilsæt mælk og hvedemel, og lad toppingen småkoge i ca. 5 minutter under omrøring, eller indtil den begynder at tykne en smule.
- Tag kagen ud af ovnen, og fordel toppingen jævnt over kagen.
- Bag kagen igen i 5-6 minutter.
- Lad kagen køle lidt af, inden den skæres ud. Tosc toppingen vil sætte sig, men forblive blød og lækker.
Tips og tricks til den bedste æblekage
Vælg gerne syrlige æbler
Jeg vil klart anbefale æbler, der har lidt syre. Kagen indeholder både sukker, marcipan og en sød toscatopping, så de syrlige æbler giver et dejligt modspil og skaber balance i kagen.
Riv marcipanen groft
Det gør det nemmere at fordele marcipanen jævnt i dejen. Marcipanen er med til at gøre kagen ekstra saftig og giver en dejlig intens mandelsmag.
Skær æblerne i små tern
Små æblestykker fordeler sig bedre i dejen og gør, at du får æble i hver eneste bid.
Bag ikke bunden for meget
Bunden skal kun lige være gylden, når den tages ud af ovnen første gang. Den skal nemlig bage videre sammen med toppingen. Hvis du bager bunden for længe, risikerer du at få en mere tør kage.
Tosc toppingen må ikke få for meget
Det her er nok det vigtigste tip. Når du tager kagen ud efter de sidste 5-6 minutter, kan toppingen godt se ud, som om den ikke er helt færdig. Men lad dig ikke friste til at give den længere tid.
Toppingen bliver mere fast, når den køler af, men skal gerne ende som en blød, karamelliseret og let snasket topping. Får den for lang tid i ovnen, kan karamellen blive hård.
Lad kagen sætte sig
Kagen er svær at skære pænt, hvis den er rygende varm. Lad den gerne køle lidt af, så både kage og topping får lov til at sætte sig. Den smager også bedst når den er helt kold.
Sådan serverer du æblekagen
Den her æblekage kan sagtens spises, som den er. Men du kan også servere den med en kugle vaniljeis.
Du kan også servere den med en klat letpisket flødeskum eller creme fraiche, hvis du gerne vil have lidt syre til den søde kage.
Kan æblekagen gemmes?
Ja. Opbevar kagen tildækket ved stuetemperatur eller på køl, hvis den skal gemmes i flere dage. Den er også rigtig god dagen efter, hvor smagene har fået lov til at samle sig. Lun eventuelt et stykke kort inden servering.








