Frugtsalat med råcreme

af Stinna

Frugtsalat med råcreme og mørk chokolade er nok én af de allerbedste desserter, som jeg kender – og så er den virkelig nem at lave.

Frugtsalat med råcreme

Opskrift på råcreme til frugtsalat

Denne frugtsalat er med hjemmelavet vaniljecreme, som består af æggeblommer, sukker og vaniljesukker som piskes sammen. Derefter vendes det med flødeskum og hældes på frugterne. Du kan bruge lige de frugter du ønsker, men jeg kan særligt godt lide at der er både søde og lidt syrlige frugter i. Frugtsalaten toppes med grofthakket mørk chokolade og rigelige mængder hjemmelavet råcreme.

Frugtsalat med råcreme

Forb. tid15 minutter
Tilb. tid10 minutter
Ret: Dessert
Køkken: Vegetarisk
Antal: 4 portioner
Forfatter: Stinna
5 fra 1 stemme

Ingredienser

Råcreme

  • 4 stk. æggeblommer
  • 80 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2,5 dl fløde

Frugt

  • 2 stk. bananer
  • 400 g friske jordbær
  • 100 g friske hindbær
  • 1 stk. æble
  • 1 stk. pære

Topping

  • 100 g mørk chokolade, grofthakket

Sådan gør du

Råcreme

  • Start med at piske æggeblommer, sukker og vaniljesukker med en elpisker. Det skal piskes i cirka 5 minutter, til det er luftigt og lyst i farven.
  • I en anden skål piskes flødeskum hårdt – men uden at det bliver grynet. Vend æggemassen i flødeskummet.

Frugt

  • Skær frugten ud i mindre stykker. Kom dem i en skål.

Frugtsalat

  • Server frugtsalaten med råcreme og grofthakket mørk chokolade. Du kan enten servere frugtsalaten som på billedet, eller du kan vende frugten sammen med råcremen i en stor skål inden servering.

Vaniljecreme til frugtsalat

Noget af det bedste ved frugtsalaten er den hjemmelavede vaniljecreme. Men hvordan laver man så råcreme? Råcremen skal ikke varmes op, men skal blot piskes sammen. Derfor er den nem at lave – og så risikerer du heller ikke, at den skiller. Det er vigtigt, at æggemassen piskes helt skummende inden det vendes sammen med det hårdtpiskede flødeskum. Ellers kan du risikere, at råcremen ikke er luftig og cremet. Hvis du ikke kan lide råcreme, kan du også bruge flødeskum med vaniljesukker i.

Hvis du endnu ikke har prøvet at lave din egen råcreme, så kan jeg virkelig anbefale det. Det er ganske nemt og smager så meget bedre, end de vaniljecremer man kan købe. Frugtsalat med råcreme kan også kaldes for abemad – eller det kaldte vi det, da jeg var lille.

Frugtsalat med råcreme
Frugtsalat med råcreme

Du er også velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

5 from 1 vote (1 rating without comment)

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.